Værnepligtige skal udsendes til Grønland
Forsvarsminister bekræfter i et folketingssvar, at der skal udsendes værnepligtige til Grønland.
Forsvarsminister Jeppe Bruus besøgte mandag hærbidraget i Kangerlussuaq.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Forsvarsminister Jeppe Bruus (S) oplyser i et folketingssvar, at værnepligtige skal udsendes til Grønland.
- Med den nye værnepligt på 11 måneder uddannes de værnepligtige til at kunne indgå i Forsvarets opgaveløsning. De værnepligtige vil blive anvendt i opgaver, der ikke forudsætter en længere specialistuddannelse.
- I Grønland vil de værnepligtige blive indsat sammen med ansatte soldater og være en del af den samlede opgaveløsning, skriver Jeppe Bruus blandt andet i svaret.
TV 2 har i marts beskrevet på baggrund af fortrolige dokumenter, at der efter planen skal sendes omkring 100 værnepligtige til Grønland efter sommer.
Der uddybes ikke med detaljer om udsendelsen i folketingssvaret. Det fremgår eksempelvis ikke, hvor mange værnepligtige der skal udsendes og fra hvornår.
I et interview med TV 2 siger Jeppe Bruus, at de første værnepligtige rejser til Grønland i slutningen af juli.
Han kalder beslutningen for "et nybrud".
I et andet folketingssvar lyder det, at "udsendelsen af værnepligtige til Grønland sker i overensstemmelse med den faste rotation af enheder til løsning af den pålagte opgave med øget tilstedeværelse i Grønland".
- Værnepligtige vil indgå i enheder sammen med fastansatte soldater og løse de opgaver, som de er uddannet til, og derigennem bidrage til Forsvarets samlede opgaveløsning på en hensigtsmæssig og kompetent måde, lyder det.
/ritzau/