AWG 2016

AWG2016 jakker til frivillige går til udenlandsk firma

Ejeren af Nuka din tøjmand fik dårlig smag i munden, da AWG2016-ledelsen afviste hans tilbud om levering af 2900 jakker til legene til næste år. Arrangøren peger omvendt på, at de lokale tilbud ikke levede op til kravene

Arctic Winter Games 2016 foregår i Nuuk
Offentliggjort

Jakob Berthels, kendt som Nuka, ejer af Nuka Din Tøjmand i Nuuk, var en af 10 virksomheder, der gav tilbud til udbudsrunden til de 2900 jakker, som skal bruges til Arctic Winter Games 2016.

Nuka Din Tøjmand var dog ikke blandt de virksomheder, der i sidste ende blev inviteret til forhandling. På henvendelse fra Nuka Din Tøjmand har AWG besvaret og begrundet afslaget.

– Jeg fik ikke en begrundelse på, hvorfor mit tilbud ikke blev accepteret. Og det er alt for dårligt af dem, at de valgt mit tilbud fra på dem måde uden at forhandle med os, siger Jakob Berthels.

AWG kan bekræfte, at der ikke har været forhandling med alle tilbudsgivere, da seks af de 10 blev valgt fra for enten at være for dyre eller for ikke at opfylde de opstillede kriterier i udbuddet.

AWG-Styrekomitéens formand, Christian Keldsen, oplyser desuden, at der blandt de fire virksomheder, der blev indkaldt til forhandling var to hjemmehørende virksomheder iblandt, mens de to sidste havde flerårige handelsrelationer med Grønland.

– Vi er overvejende offentligt finansierede og skal bruge omkring 650.000 kroner af vores budget på jakker og fleece jakker, blandt andet til de mange frivillige, der herhjemme gør AWG2016 muligt. Nogle af de tilbud vi modtog, lå på omkring 3-4 millioner kroner, og det kan vi ikke forsvare at indgå aftale på. Pengene skal bruges fornuftigt og forsvarligt, understreger Christian Keldsen.

Lokale arbejdspladser
I stedet for at cirkulere de offentlige midler i landet, så smider de penge ud af landet. Vi betaler skat, derfor er det ellers en god ting hvis AWG2016 investerer pengene i de lokale forretninger, mener Jakob Berthels.

Men også på dette område afviser Arctic Winter Games-sekretariatet kritikken.

– Ingen af de tilbud AWG modtog indeholdt produktion af de 2900 jakker og veste i Grønland, så der er ikke tale om lokale arbejdspladser, siger Christian Keldsen.

Udenlandsk firma vandt
Formand for Nuuk handelstandsforening, Morten Heilmann, har oplevet, at flere medlemmer føler, at de blev behandlet uretfærdigt.

– Processen i forhandlinger har ikke været stærk nok. AWG afviser tilbud fra de lokale forretninger. De forhandler ikke med dem, de blev heller ikke indkaldt til møde. Kun én af de tre firmaer som blev indkaldt til møde, kommer fra de lokale forretninger, siger formand for Handelstandsforening Morten Heilmann og fortsætter:

– Handelstandsforeningen repræsenterer de lokale forretninger. Alle de store organisationer eller kommuner handler i de lokale butikker. Derfor er det ellers på sin plads hvis AWG2016 også gør det samme, slutter formand for handelstandsforening, Morten Heilmann.

Professionel proces
Styrekomiteformanden for AWG2016, Christian Keldsen, afviser direkte, at påstanden om de inviterede firmaer er korrekte. Omvendt anerkender han, at det er vigtigt, at lokale virksomheder involveres, og Christian Keldsen glæder sig over den store interesse, der var fra grønlandske virksomheder i udbuddet. Styrekomiteformanden understreger desuden, at processen kørte på professionel vis.

– Vi valgte nogle virksomheder fra, fordi de ikke opfyldte kriterierne. Som offentligt ejet er kriterierne for, hvordan vi skal køre professionelle udbud ret præcise, siger han.

– Det firma, som blev valgt, havde det bedste og billigste tilbud. En meget vigtig faktor er at firmaet har mangeårig erfaring med at lave den type jakker, som vi efterlyser. De har blandt andet netop leveret til Island Games for Grønlands Idrætsforbund, og har som nævnt en mangeårig relation med Grønland, understreger Christian Keldsen.

– Vi oplever generelt ikke utilfredshed hos de lokale firmaer, som har været med i forhandlingerne, selvom de selvfølgelig er ærgerlige over ikke at have vundet opgaven, tilføjer styrekomiteformanden.

– Derfor er vi da også kede af, at der sidder nogle vigtige aktører herhjemme, der har en anden opfattelse af forløbet. Vi håber fortsat på at kunne have en dialog med blandt andet Handelsstandsforeningen, siger han.

Passer på pengene
– Vi har gjort alt for at imødekomme de firmaer, der deltog i udbudsrunden, men vi må også erkende, at AWG2016 forsat har et underskud, og at vi ikke har råd til at vælge dyre jakker. Det er hovedsageligt skatteborgernes penge, vi bruger. Og så skylder vi at handle økonomisk forsvarligt. I vores kriterier stod der ikke skrevet, at vi ville fravælge udenlandske firmaer af den simple årsag, at de ikke var lokale. At afgive en ordre på 2900 jakker skaber desværre ikke mange arbejdspladser i Grønland. Derimod kan det skabe handel og travlhed, hvis virksomhederne nu gør sig klar til at modtage 2.000 ekstra mennesker i næste år i marts, 2016, fremhæver Christian Keldsen.

Denne artikel skiller sig ud fra artiklen i Nuuk Ugeavis, da den indeholder flere kommentarer fra Arctic Winter Games.

Læs hvad der foregår af stort og småt i Nuuk i ugavisen. Nuuk Ugeavis kan du hente gratis her:

Powered by Labrador CMS