Siumut jubler over tidszoneændring – Naleraq kalder sejren hul
Inatsisartut har besluttet at ændre tidszonen til UTC-3, men vi beholder sommertid. Står det til Naleraq, vil sommertid bliver afskaffet, hvis de kommer til magten.
Inatsisartut vedtog i denne uge Siumuts lovforslag om tidens bestemmelse, så Grønland igen kommer i tidszone UTC-3.Foto: Oscar Scott Carl
Hanna HviidHannaHviidJournalist
Offentliggjort
Annonce
Annonce
Annonce
Både Naleraq og Siumut stillede til efterårssamlingen 2025 forslag om at ændre standardtidszonen tilbage til UTC-3 og afskaffe sommertid.
Begge forslag er endelig blevet færdigbehandlet nu et år senere. Naleraqs forslag blev forkastet, mens Siumuts i går blev vedtaget – dog med den ændring, at sommertid som udgangspunkt fastholdes.
- Jeg er selvfølgelig meget tilfreds og glad. Selvom vi ikke fik hele vores vilje, er vi nødt til at gå på kompromis. Vi er jo i opposition. Vi sidder ikke i koalitionen. Så i og med at vi ikke er i koalitionen, så er vi nødt til at være lydhøre og være tilfredse med, at der er stor lydhørhed, siger Erik Jensen (S) efter tredjebehandlingen.
Han forstår godt, at det er nødvendigt at beholde sommertid for nu.
- Indtil videre er vi nødt til at kigge på det, som det er nu. Fordi fire timers tidsforskel, det er det, der kommer til at være. Vi har stadig en stor handel med Europa.
Lovudvalget kom med anbefaling om, at sommertid fastholdes, så længe EU stadig bruger sommertid, så tidsforskellen ikke øges med en time i sommerhalvåret.
Annonce
HVAD BETYDER DET?
Inatsisartus har under efterårssamlingen 2026 besluttet, at Grønland fra 31. oktober 2027 ændrer tidszonen tilbage til UTC-3.
31. oktober overgår vi til sommertid. Der skal vi normalt sætte uret en time tilbage. Næste år skal vi dog rykke uret to timer tilbage for dermed at flytte tidszonen fra UTC-2 til UTC-3.
Det sker til midnat.
Dermed vil det blive lysere én time tidligere, og solen vil gå ned én time tidligere, end den gør nu.
Samtidig vil der fra oktober næste år være fire timers tidsforskel til Danmark året rundt.
Sommertid bliver afskaffet, hvis Naleraq kommer til magten
I Naleraq var der dog mindre begejstring at spore, efter Siumuts forslag var blevet vedtaget.
Som det eneste parti stemte Naleraq ikke for. De syv tilstedeværende medlemmer afstod fra at stemme.
- At Siumut udråber det som en stor sejr, at de nu får rettet op på den fejl, de var med til at lave i 2023, det er lidt svært for os at se, hvordan det egentlig skal tages som en sejr, siger formand for Naleraq Pele Broberg.
Da Inatsisartut i 2022 vedtog at ændre tidszonen fra UTC-3 til UTC-2, var det enstemmigt. Dog afviser Pele Broberg, at Naleraq dengang var for forslaget, og at de i stedet påpegede alle de sundhedsfarlige aspekter ved at bo i en anden tidszone.
- Vi sagde så, på trods af alt det, vi har sagt til jer, hvis I stadigvæk ikke lytter, er den eneste grund til, at vi stemmer for, at vi så kan gå til valg på at ændre den her lov nu.
Naleraq er utilfreds med, at sommertid ikke blev afskaffet i denne omgang. I stedet er det blevet op til Naalakkersuisut at fastsætte regler for sommer- og vintertid. Formand Jens-Frederik Nielsen (D) har sagt, at han ikke vil pille ved sommertid lige nu.
Sådan bliver det ikke, hvis det står til Naleraq.
- Den bliver afskaffet, når vi kommer til magten. Vi fremsætter ikke forslag om det. Det er en bemyndigelse, Naalakkersuisut har i forvejen i lovgivningen, så den bliver afskaffet. Længere er den ikke, lyder det fra Broberg.