I Narsaq kender alle politiassistent Fisker. Men han forstår ikke altid, hvad de siger

- Skal jeg ikke lige løbe over og hente det morgenbrød der?

- Jo, gør det.

Det er tidlig formiddag på den lokale politistation i Narsaq. Vanen tro, har politiassistent Jens Christian Fisker netop afsluttet en morgenbriefing i stationens fælleskøkken med alle de andre enheder rundt på kysten.

TV-skærmen og webcammet, der hænger for enden af bordet, skal dog i brug igen om få minutter, når der skal være endnu et møde. Inden løber en af Jens Christian Fiskers to politikollegaer ud ad døren og tværs over parkeringspladsen for at hente rundstykker i Pilersuisoq. Imens kaffen brygger, ringer Jens Christian Fiskers telefon.

- Ja hallo, det er Fisker, siger han og smutter ud af fælleskøkkenet.

Siden 1. september har de været tre politibetjente på den lille station i Narsaq. Før det var det kun Jens Christian Fisker og byens lokale reservebetjent, der udgjorde de faste ”blå skjorter” i byen.

For at få et indblik i politiets arbejde og i de udfordringer, de står med i Narsaq, fulgte Sermitsiaq politiassistent og fagkoordinator hos Grønlands Politi Jens Christian Fisker en dag i september.

- Vi vil jo ufatteligt gerne have en grønlandsktalende fast kollega, fortæller Jens Christian Fisker, da han atter er trådt ind i fælleskøkkenet igen.

Han skænker en kop kaffe til sig selv og sætter sig.

Mens reservebetjenten, der bruges, når vedkommende har fri fra sit fuldtidsarbejde, og der er behov for støtte fra en, der taler grønlandsk, er Jens Christian Fisker og hans nye kollegaer alle hentet op fra en af de tolv andre politikredse i Danmark. Ingen af dem taler grønlandsk.

- Sprogproblemerne er nok det største problem, der er hernede.

'Man finder ud af det'

Manglen på lokale betjente er den største udfordring i Grønlands Politi, lød det fra politidirektør Bjørn Tegner Bay i juni sidste år, hvor han udtalte sig til politiets eget fagblad.

Med en politistyrke, der består af 50 procent lokale politifolk og 50 procent tilkaldte politifolk fra Danmark, er der tale om den laveste andel af lokale polititjenestemænd i årtier, stod der i samme artikel.

Allerværst står det til på kysten. For mens der i Nuuk var ansat 70 lokale polititjenestemænd 30. juni i år, ifølge politiets egne tal, var der ikke ansat en eneste lokal polititjenestemand på 10 ud af 18 tjenestesteder i Grønland.

Hvorvidt de lokale betjente, kan tale grønlandsk, har politiet ikke mulighed for at opgøre. Ligesom de heller ikke har mulighed for at registrere, hvilke sprog det tilkaldte politipersonale taler.

Jens Christian Fisker ved ikke, hvornår der sidst har været en grønlandsktalende politibetjent i Narsaq.

- Der har ikke været en i den tid, jeg har været her. Vi har haft nogle enkelte kollegaer, der har været herinde i forbindelse med ferieafløsninger, men det udfordrer os, at vi ikke har en fast grønlandsktalende kollega, siger han.

Kollegaen, der har været ude for at hente morgenbrød, kommer retur til lokalet og åbner ovnen. Seks håndværkere fra frost placeres på en rist og skubbes ind.

I hvilke situationer er det en udfordring, at ingen af jer taler grønlandsk?, spørger Sermitsiaq.

- Jamen, når telefonen ringer, eller når der står nogen ude ved receptionen, der har brug for hjælp, svarer Jens Christian Fisker.

I de tilfælde løses problemerne ofte ved at gå ud og hente hjælp fra folk ude på gaden, der taler sproget. Man finder ud af det, lyder det fra hans kollega.

- Ja, tingene løser sig jo. Det gør de jo. Det er jo ikke sådan, at alting går i stå, fordi man ikke lige kan løse en opgave nu og her, siger Jens Christian Fisker.

Altid til rådighed

De fleste i byen og i politiet kalder Jens Christian Fisker ved hans efternavn ’Fisker’.

- Det er faktisk kun min mor, der kalder mig Jens Christian, fortæller han.

Efter morgenmaden og formiddagsmøderne kører han en tur rundt i byen i politiets firhjulstrukne Toyota. Udover den har politiet i Narsaq en ATV, som de bruger. I Qaqortoq ligger der desuden en politibåd, som kan de benytte sig af, hvis de skal bygdebesøg.

På køreturen gennem byen standser Jens Christian Fisker flere gange og hilser på folk. I nærheden af havnen sænker han farten og kører op på siden af en jolle, der ligger ude i vejkanten. En kvinde og to mænd er i færd med at fikse noget ved motoren.

Jens Christian Fisker henvender sig til kvinden.

- Hva’ så. Hvornår fikser du min båd?

Politiassistenten har rullet ned for vinduet og hviler sin arm på siden af bilen.

- Jeg kan nok godt få den klar her i weekenden, lyder svaret fra kvinden.

Hun går tættere på. Der bliver snakket lidt om løst og fast. Kvindens far er syg, fortæller hun, hvilket man må forstå, at hendes far hverken gider eller har tid til at tage sig af. Jens Christian Fisker griner indforstået.

- Vi ses, siger Jens Christian Fisker til sidst på klingende nordjysk og kører videre.

Tror du, at alle i byen ved, hvem du er?

- Det er jeg faktisk 99 procent sikker på, at de gør, svarer han.

- Indimellem kommer der også nogle over og banker på døren til mit hjem, hvis der er noget. Det kan være om alt muligt. I de tilfælde vurderer jeg, om der er behov for politiets hjælp, og så beder jeg dem om at ringe til vagtcentralen – eller også gør jeg det selv, hvis jeg har rådighedsvagten, forklarer han.

Rådighedsvagterne er et koncept, som stationerne ude på kysten bruger. Hvis man er på rådighedsvagt, har man ansvaret for at tilkalde sine kollegaer, hvis der skulle opstå situationer i weekenderne eller efter klokken 16.00 i hverdagene.

Da Sermitsiaq besøger politiet, er det en af Jens Christian Fiskers kollegaer, der har rådighedsvagten.

- Men vi har aftalt, at man lige siger, hvis man tager ud at sejle i weekenden, og hvornår man forventer at være hjemme. Hvis nu der skulle ske noget. Så på den måde er man altid lidt på arbejde, siger Jens Christian Fisker.

'Alt i en-politimand'

Efter formiddagens køretur, vender Jens Christian Fisker retur til sit kontor. Senere skal han over til byens plejehjem og have en snak med ledelsen om en beboer, der ofte forlader bebyggelsen, og som politiet ofte er ude at lede efter.

- Det er lidt træls, for de burde have styr på ham derovre. Problemet bliver vores, hvis det en dag går galt og han forsvinder, siger han.

Da Sermitsiaq spørger, hvordan en typisk dag for politiet i Narsaq ser ud, lyder svaret, at der ikke findes nogen ’typisk dag’. For som politibetjent i Narsaq skal man være klar til at påtage sig rollen som lidt af hvert.

- Vi er jo kun os selv, og vi er alt hernede, vi er psykologer, teknisk afdeling – vi kan lidt af det hele, siger Jens Christian Fisker og tilføjer:

- Er der noget, vi ikke kan finde ud af, har vi naturligvis nogle afdelinger og ressourcer, vi kan trække på.

Det er langt fra første gang, at den 63-årige politibetjent befinder sig i Narsaq. I år 2000 og 2001 var Jens Christian Fisker første gang heroppe som polititjenestemand, men forholdet til Grønland rækker endnu længere tilbage.

I 1972, da han var ni år gammel, flyttede han med sine forældre fra Skagen til Narsaq. Hans forældre drev en minkfarm lidt uden for byen, lige ved det hus, hvor familien boede.

I fire år gik Jens Christian Fisker i skole i Narsaq, hvorefter han flyttede tilbage til Danmark for at forsætte skolegangen dér. Siden har Jens Christian Fisker holdt mange af sine ferier i Sydgrønland, og har derudover sørget for at holde bekendtskaberne ved lige.

- Jeg kender ikke de unge så godt længere, men deres forældre kender jeg, fortæller han og smiler.

Selvom man altid er lidt på arbejde, når man bærer politiskilt og bor i en lille by som Narsaq, er det sjældent, at der sker alvorlige hændelser i byen. I 2025 rykkede politiet ud til 93 anmeldelser om kriminalitet i byen. Til sammenligning rykkede politiet ud til godt dobbelt så mange sager i Nanortalik.

- Vi ligger helt klart i den lave ende, når det kommer til antallet af sager. Tit og ofte er det også få mennesker, der skaber 80 procent af sagerne, fortæller Jens Christian Fisker.

Da Sermitsiaq besøger politiet i Narsaq, var det ugen før alkoholforbuddet i Kommune Kujalleq trådte i kraft. Ifølge Jens Christian Fisker, er langt størstedelen af de opgaver, som de kører ud til, alkoholrelaterede.

- Og mange opgaver har også allerede løst sig, når først vi kommer derud, siger Jens Christian Fisker.

Man kender Gud og hver mand

Narsaqs reservebetjent spiller en stor rolle, når det kommer til at løse de opgaver, som Narsaq Politi skal håndtere. Ifølge Jens Christian Fisker ville det lette på sprogudfordringerne, hvis man kunne rekruttere flere.

Desværre hænger reservebetjentene ikke på træerne.

- Vi leder med lys og lygte, men af en eller anden grund er jobbet ikke så attraktivt, fortæller Jens Christian Fisker.

Det allertydeligste billede på, hvor stor en betydning det har at have en grønlandsktalende politikollega, tegner sig, når reservebetjenten er med ude på patrulje.

De gange er det næsten udelukkende reservebetjenten, der fører ordet.

Betyder det, at I ikke har en grønlandsktalende kollega, at der er nogle opgaver, som I simpelthen ikke kan lave?

- Nej, vi kan lave alle opgaver hernede. Jeg vil sige, at der er nogle, der bliver besværliggjorte af, at vi ikke kan sproget, men vi løser dem alle, svarer Jens Christian Fisker.

Og der er da også hjælp at spore ude i horisonten.

For på stationen i Narsaq har man ansat en ny grønlandsktalende medarbejder til at sidde ude i administrationen. Dog skal vedkommende sikkerhedsgodkendes, ligesom alle andre politiansatte skal, og da Sermitsiaq var på besøg i slutningen af september, var sikkerhedsgodkendelsen endnu ikke gået igennem.

Hvorfor tror du, det er svært at rekruttere lokal arbejdskraft til politistyrken i en by som Narsaq?

- Som grønlandsk kollega i denne her by, kender du Gud og hver mand. Det er klart. Og som politibetjent er man jo også ofte ham den strenge. Det kan jeg forestille mig, kan være svært at stå model til som lokal.

På trods af sprogudfordringerne, skal man ikke tage fejl af, at Jens Christian Fisker trives i Narsaq. Derfor har han også forlænget sin et-årige kontrakt med endnu et år.

- Egentlig skulle jeg jo være stoppet 31. oktober. Det er allerede blevet taget godt imod rundt omkring, at jeg bliver her, siger han.

Derudover er tingene også blevet nemmere af, at de nu er tre betjente i Narsaq.

- Meget, meget nemmere. Der er kommet en større frihed, siger han.

Hvad er det, ved det her arbejde, som du så godt kan lide?

- Jamen, jeg kan godt lide at være her. Tingene kører på en måde her, som jeg synes om. Jeg synes, det er nogle dejlige mennesker, der er her. Det er sgu svært lige at sætte ord på.