Stort nedbrud: Microsoft melder om positive resultater med at rette op

Der er positive resultater med hensyn til serverstabiliteten efter arbejde på Microsofts infrastruktur.

Der er fredag morgen blandt andet problemer med at tilgå Outlook. Microsoft oplyser, at det arbejder på at løse problemet.
Offentliggjort

Microsoft ser positive resultater i arbejdet med at rette op på nedbrud på selskabets tjenester, fremgår det af en opdatering fra selskabet.

- Vi ser positive resultater med hensyn til serverstabiliteten efter implementeringen af en upstream-patch til konfigurationskomponenten for autentificering og routing på en del af vores infrastruktur, lyder det i opdateringen, der er udsendt omkring klokken 08.30 fredag morgen dansk tid.

SERMITSIAQ OGSÅ PÅVIRKET

Mediehuset Sermitsiaq er også blandt de virksomheder, der er påvirket af nedbruddet.

Fredag morgen er det ikke muligt for redaktionen hverken at sende eller modtage mails.

En patch er en mindre softwareopdatering, der eksempelvis retter fejl. I denne forbindelse er der tale om en opdatering på Microsofts oprindelige softwarekilde.

- Vi fortsætter med at overvåge udviklingen og arbejder på at udrulle patchen til flere servere for at understøtte aktive regioner, som er ved at blive sat i drift.

Siden torsdag aften har der været meldinger om nedbrud på Microsoft-tjenester som Outlook, Teams og Copilot.

Der er ikke tegn på, at det er ondsindet aktivitet, der ligger bag nedbruddet, skriver Microsoft.

- Vi vil fortsætte med at behandle denne hændelse som uopsættelig og prioriteret, indtil den er løst.

Det er anden gang i år, at Microsoft har været ramt af et nedbrud. I oktober sidste år var der også et nedbrud.

De amerikanske AI-virksomheder OpenAI og Anthropic siger, at de oplever problemer med Microsoft-forbindelsen.

Ifølge overvågningshjemmesiden Downdetector er Microsoft-brugere i 74 lande påvirket af nedbruddet.

RITZAU

Powered by Labrador CMS