Frederik Braüner dyster til Paasisavut: Hvorfor ser vores byer ud som de gør?

Hvorfor ser vores byer ud, som de gør?

Det undersøger Frederik Braüner i en afhandling, som han blev færdig med tidligere i år.

Han har baggrund som arkitekt, og er i Nuuk for at dyste til Arctic Hubs formidlingskonkurrence Paasisavut.

I sin forskning har han set nærmere på de boligblokke, som blev bygget under den såkaldte modernisering af Grønland - og deres betydning for, hvordan vi lever sammen i dag.

Nu står han ved blok T på Tuapannguit iført hvid hue og et stofnet over skulderen. For selvom vejret ikke just er til den slags, skal vi ud og se på blokkene i byen.

I følge ham er de nemlig mere end arkitektoniske manifestationer – de er udtryk for et eksperiment med vidtrækkende konsekvenser. Og samtidigt for kulturel modstandskraft.

Ikke plads til mennesker

Blok T den sidste tilbageværende af de blokke, som blev opført på Tuapannguit i tresserne.

Boliger i Nuuk Qaqortoq, Paamiut, Maniitsoq og Sisimiut blev bygget på samme måde som blokken her - med sortmalede brædder i stueetagen, hvidmalede betonvægge støbt på stedet, mørkerøde døre og præfabrikerede altaner og gelændere.

- Det var noget af et skift i den grønlandske bygningskultur, siger Frederik Braüner, som understreger, hvor omfattende boligstandardiseringen var: Mange blokke blev opført inden for få år.

- Det var effektivt, men var det nødvendigt? Det giver måske ikke så meget plads til mennesker, siger Frederik Braüner.

I sin afhandling, som han skrev ved University of California i Berkeley, USA, kortlægger han byudviklingen og dermed også bygdenedlukningen i Grønland, som fandt sted fra 1953-1979. Hans udgangspunkt er Paamiut.

- Fordi Paamiut er den by, hvor der blev bygget mest og hurtigst i forhold til byens størrelse, siger Frederik Braüner.

- Man planlagde, at Paamiut skulle være et såkaldt ”sugested”. Det skulle ”suge” folk fra bygderne og ind til byerne, siger Frederik Braüner. 

Ville ikke snige sig indenfor

- Vil du høre noget sjovt? Jeg har faktisk aldrig været indenfor, siger Frederik Braüner og nikker i retning af blokkene på Qapiarfiusaaq (Radiofjeldet).

Det er sjovt, fordi hans afsluttende projekt på kandidaten i arkitektur handlede om netop bygningerne her.

Projektet bragte nemlig Frederik Braüner, der er født i Silkeborg, til Grønland for første gang i 2020. Som han gik rundt i Nuuk, lagde han mærke til de mange blokke i byen, og da vækkedes en undren:

- Jeg kunne ikke finde særligt meget litteratur om, hvad opførslen af blokkene havde betydet for menneskene og haft af konsekvenser for samfundet i Grønland, siger Frederik Braüner.

Det blev anslaget til den afhandling, han nu har sat det sidste punktum i.

At han endnu ikke har været indenfor i blokkene på Qapiarfiusaaq, fortæller en del om hans videnskabelige tilgang. Arkitekter, siger han, har ry for at være ubudne gæster. Deres fascination af bygninger får dem til at møve sig ind, hvor folk bor og arbejder.

I stedet ventede han på en invitation – og senere fik han det fra beboerne i flere af blokkene i Paamiut og Nuuk.

I hans forskning indgår interviews med folk, der har kunnet kalde de standardiserede blokke i Paamiut, Maniitsoq og Nuuk for deres hjem.

- Jeg ville ikke risikere at fortælle historien, som den ikke er blevet oplevet, forklarer Frederik Braüner.

De fleste af hans interviewpersoner var børn, da koncentrationspolitikken blev gennemført.

De fortalte om, hvordan det var at flytte ind i blokkene for første gang. Om en helt ny og anderledes måde at bo på. Legekammeraterne var tæt på – men der var også meget støj. Og deres forældre trivedes ikke altid.

Beboernes egne fortællinger har været afgørende for hans forskning – og er ikke blevet skrevet ned og arkiveret før nu.

- Fordi folk meget sjældent blev spurgt, hvad de egentlig syntes om blokkene, og hvordan det var at leve der.

Folk er opfindsomme

Som vi går forbi blok 2-10, finder Frederik Braüner sin mobil frem og tager et billede af det renoveringsarbejde, der pågår.

- Det er vigtigt at sige, at selvom det var en dansk moderniseringsplan, så gjorde folk jo lejlighederne til deres egne, siger Frederik Braüner.

Fisk blev hængt til tørre og gevirer fastgjort til altanerne, som arkitekterne ellers havde tænkt som de her lange, rene linjer.

- Folk er opfindsomme – og … resilient (modstandsdygtige, red), siger Frederik Braüner og leder efter det danske ord efter 5 år i USA.

- Det er livsbekræftende, synes jeg. At kulturelle særegenheder overlever, på trods af de her voldsomme moderniseringer, siger han.

Mødet med menneskene har været det bedste ved at forske, mener han. Under sit feltarbejde i Paamiut blev han inviteret med til kaffemik, koncert og bryllup.

- Jeg er blevet mødt med så meget varme, siger Frederik Braüner.

Det var et eksperiment

I sin afhandling argumenterer Frederik Braüner for, at byudviklingen som fandt sted i Grønland under G50 og G60 skal forstås som et eksperiment:

Man ville bygge modernistiske byer fra grunden. Men man vidste faktisk ikke, hvordan man gjorde det.

- Fortællingen har ofte været, at visionerne kom til Grønland fra Danmark som en færdig pakke. Men det er ikke sandt, siger Frederik Braüner, som har været på både Grønlands Nationalmuseum & Arkiv i Nuuk og Rigsarkivet i København under sin research.

Han argumenterer derimod for, at byudviklingen i Grønland er helt central for at forstå dansk modernisme – altså den måde, som man tænkte om og opførte bygninger på i Danmark i perioden fra cirka 1930-1970erne.

De bygninger, som blev opført af Grønlands Tekniske Organisation (GTO), var med til at udvikle et formsprog, byggeteknikker og rumlige konstellationer, som havde indflydelse på, hvad der senere blev bygget i Danmark.

- Det er en vigtig fortælling, hvis man vil forstå velfærdsstaten i Danmark, og fordi det placerer også Grønland et meget vigtigere sted arkitekturhistorien end hidtil, siger Frederik Braüner.

Danmark kan ikke løbe fra ansvaret

Selvom Frederik Braüner har baggrund som arkitekt, mener han, at vi skal se på blokkene i Paamiut, Nuuk, Maniitsoq og Sisimiut som mere end bare bygninger. Ifølge ham er de udtryk for ideer, som har langt tungere vægt, end den beton, de er støbt af.

- Måden de blev bygget på, muliggjorde transformationen af Grønland, siger han.

Et af de begreber, som han anvender til at argumentere for det, kaldes ’velfærdskolonialisme’. Det er formuleret af antropologen Robert Paine. Han bruger det her begreb til at skelne mellem forskellige former for kolonialisme.

- I stedet for at kolonisere gennem bosættelse eller udvinding af værdier, så sker velfærdskolonialisme gennem tilførsel af ressourcer, forklarer Frederik Braüner.

Ifølge Robert Paine er formålet med det at skabe en kulturel norm – og altså forme en bestemt type samfund.

- Så når man ser ti ens boligblokke, som står side om side i en forholdsvist lille by, så handler det om at skabe kulturel dominans, og forme en type samfund, som ligner det danske.

Den danske nationaløkonom Mogens Boserup kaldte koncentrationspolitikken for “omstændighedernes tvang”.

Og hvad kalder du det?

- Jeg kalder det nok bare tvang, siger Frederik Brauner, som også har ladet sin stemme høre i den danske debat om Rigsfællesskabets mørkere sider.

Undervejs i projektet har han tænkt over, om han som dansk forsker ved en amerikansk institution er berettiget til at beskæftige sig med Grønlands arkitekturhistorie.

- Men desto mere jeg læste mig ind på stoffet, desto mere gik det op for mig, at der også er et dansk ansvar for at udbedre historien, gennem at undersøge de fejl der er blevet begået, siger han.

Han har tænkt meget over, hvem hans afhandling er til for.

- Den er en platform for dem, der har fortalt sin historie, og et bevis på, hvad der er sket, siger han og uddyber:

- Jeg tror på det er vigtigt, at vi får fortalt, hvad der ikke har været godt. Det fortjener Grønland, at vi i Danmark anerkender.