Washington Post: Trump står bag 16.241 urigtige påstande

Antallet af urigtige eller vildledende påstande fra Trump er taget til, skriver The Washington Post.

Washington Post kan dokumentere, at USAs præsident Donald Trump i stigende omfang kommer med urigtige påstande.
Offentliggjort

Præsident Donald Trump har i løbet af sine tre første år som præsident fremsat 16.241 urigtige eller vildledende påstande, skriver Washington Post.

Avisen har faktatjekket hver eneste offentlig udtalelse, som Donald Trump har fremsat, siden han flyttede ind i Det Hvide Hus i januar 2017. Avisen konkluderer, at præsidenten har et meget afslappet forhold til sandheden.

Egen database

Washington Post har oprettet sin egen database til registreringer og faktatjek af præsidentens mange udtalelser, og avisen konstaterer, at der kommer stadigt flere urigtige påstande fra præsidentens mund og Twitter-konto.

Mens Trump ifølge avisen i sit første år som præsident i gennemsnit fremsatte 5,9 urigtige eller vildledende påstande dagligt, så var antallet i det andet næsten tredoblet til 16,5 dagligt.

I det tredje år - i 2019 - blev Trump ifølge avisen endnu mindre til at stole på og kom med hele 8155 urigtige eller vildledende udsagn - flere end i de to første år tilsammen.

16.241 urigtige eller vildledende udtalelser på 1095 dage svarer til omkring 22 hver dag.

Kraftig forøgelse

De seneste fire måneder er antallet øget kraftigt, og over 1000 urigtige eller vildledende påstande har drejet sig om Trumps angivelige forsøg på at presse Ukraine til at finde belastende materiale om den tidligere vicepræsident Joe Biden.

Den 77-årige Biden er favorit til at blive Demokraternes kandidat ved valget i november.

Washington Post siger, at avisens udarbejdede oversigt viser, at Trump ofte bluffer om amerikansk økonomi - uden at vide det eller med vilje.

257 gange, siden han flyttede ind i Det Hvide Hus, har han hævdet, at amerikansk økonomi under hans ledelse har udviklet sig til "den bedste i historien".

- Men uanset hvordan man måler økonomien, så gik det bedre både under de tidligere præsidenter Ulysses S. Grant, Dwight D. Eisenhower, Lyndon B. Johnson og Bill Clinton, skriver Washington Post.

Powered by Labrador CMS