Biskop til politikerne: I er blevet hårdt prøvet 

Politikerne samles i dag til den traditionelle gudstjeneste, inden Inatsisartuts efterårssamling begynder. Sermitsiaq er med i kirken.

Gudstjeneste inden dagens åbning af Inatsisartut.
Offentliggjort

Inden efterårssamlingen begynder, går Inatsisartut og Naalakkersuisut i nationaldragter i procession sammen mod domkirken Annaassisitta Oqaluffia.

Gudstjenesten begyndte klokken 10, og prædikenen holdes af biskop Paneeraq Siegstad Munk.

I sin tale til politikerne taler hun blandt andet om det pres, der kan følge med arbejdet som politiker.

- Når I debatterer i jeres arbejde og skal træffe beslutninger med de bedste intentioner, møder I stor modstand, ligesom den barske verden. I disse år er det nemt at kaste en harpun efter jer via sociale medier. Jeg anerkender, at I har valgt at arbejde under sådanne vilkår.

Biskoppen kommer også ind på, at Grønland i de seneste år har været meget i fokus internationalt, og at det til tider har skabt utryghed blandt befolkningen. Det har ifølge hende stillet større krav til politikerne.

Hun minder samtidig politikerne om, at de kan hente styrke i bønnen i svære tider.

- I er blevet hårdt prøvet på flere måder det seneste år. Nogle gange har det skabt uro i jeres kroppe, og det hårde kunne også mærkes i familien. Men jeres kærlighed til vores land er sikkert også blevet forstærket. I disse hårde tider kan man hente styrke ved at bede. Hvis I er i tvivl om, hvad I skal sætte ord på, er Fadervor nok i sig selv. Derfor vil jeg minde jer om det i dag, siger biskoppen.

Gudstjenesten inden efterårssamlingens start afsluttes traditionelt med salme nummer 639, “Naalannagaartoq Guuterput-aa”.

Powered by Labrador CMS