Voldtægt af barn: 20-årig mand dømt til behandling på psykiatrisk hospital
En voldsom sag er torsdag blevet afgjort i Qeqqata Kredsret efter tre dages behandling. En 20-årig mand er dømt til psykiatrisk behandling i Danmark for blandt andet voldtægt af et 1-årigt barn.
En 20-årig mand fra Sisimiut er torsdag den 2. november dømt til psykiatrisk behandling i Danmark af Qeqqata Kredsret
Sagen mod manden har kredsretten behandlet igennem tre dage, hvor den 20-årig mand har siddet på anklagebænken for flere forhold. Han er nu dømt for voldtægt af et barn på et år, som er sket i 2022.
- Den 20-årige mand blev anholdt af politiet kort tid efter voldtægten af det lille barn, og har siddet varetægtsfængslet op til retssagen. Nu er han dømt til psykiatrisk behandling, og skal derfor vende retur til hospitalet, fortæller fungerende specialanklager Gutti Harryson til Sermitsiaq.AG.
Nægter sig skyldig
Den 20-årige har igennem retssagen nægtet sig skyldig for voldtægt af et barn, og for at have krænket et andet barn på tre år ved at tage trusserne af og krænket barnet i samme periode, som voldtægten af det andet barn er sket.
Når han er dømt til en behandlingsdom er det læger på det psykiatriske hospital, der skal vurdere, hvornår den dømte kan udskrives. Der kan ske en genindlæggelse efter udskrivelsen, hvis lægerne vurderer dette for nødvendigt.
- Mentalundersøgelsen af den dømte viser, at han er og var psykisk syg på gerningstidspunktet. Dommen er baseret på retslægerådets vurdering og er på lige fod med anklagemyndighedens påstand, fortæller Gutti Harryson.
Erkender andre forhold
Manden er endvidere dømt til at have haft to seksuelle forhold med børn under 15 år.
I to perioder i 2021 har manden haft seksuelle forhold til et barn på under 15 år, hvor den anden part er under den seksuelle lavalder.
- I disse forhold erkender han forholdene og er også dømt. Men retten vurderer, at der ikke skal være erstatning til disse ofre, da der ikke er så stor aldersforskel og at forholdene kan vurderes som kæresteforhold på daværende tidspunkt, oplyser den fungerende specialanklager.
Skal give erstatning
Hvad angår voldtægten af det mindreårige barn og den seksuelle krænkelse af et andet barn, har kredsretten fastsat erstatning på henholdsvis 150.000 og 15.000 kroner til de to ofre.
- Det er en meget forfærdelig sag. Men jeg er glad for, at kredsretten har haft samme syn på sagen som politiet og anklageren har. Manden er nu dømt til at modtage psykiatrisk behandling, for at det ikke sker igen, fortæller den fungerende specialanklager Gutti Harryson.
Selvom manden har nægtet sig skyldig i voldtægt og blufærdighedskrænkelse har han modtaget dommen, og skal dermed tilbage til Danmark til psykiatrisk behandling, oplyser anklagemyndigheden.