Det, vi giver videre

Når man får et barn, begynder man at tænke på arv på en anden måde.

Ikke kun på det, barnet får med fra sine forældre. Øjnene, temperamentet, måske en bestemt måde at le på. Men også på alt det, der ligger uden for familien. De historier, barnet skal kende. De steder, det skal lære at færdes. De traditioner, det en dag måske selv vil føre videre.

Her i Grønland tænker jeg på rensdyrjagten. På den viden, der ligger i at kende landskabet, læse sporene og vide, hvornår man skal bevæge sig, og hvornår man skal vente. Viden, som ikke nødvendigvis kan læres ved at læse om den, men som gives videre ved at tage med. Ved at se, lytte og lære.

En dag skal nogen vise et barn, hvordan man gør. Og barnet skal have mulighed for at komme med.

Det samme gælder fiskeriet. Og kaffemikken, hvor fællesskabet ikke kun ligger i anledningen, men i det at åbne døren, sætte kaffe over og gøre plads til dem, der kommer.

Traditioner er ikke bare noget, vi arver. De er noget, vi holder i live ved at bruge dem.

Det kræver tid. Det kræver mennesker, der vil lære fra sig, og mennesker, der får mulighed for at lære.

Der ligger en særlig viden og en særlig form for fællesskab i de grønlandske traditioner. I at kende landskabet, lære med hænderne, dele sin fangst og åbne sit hjem for andre.

Traditioner lever måske netop i det øjeblik, de bliver givet videre. Når nogen inviterer én med, viser, hvordan man gør, eller lader én være en del af noget, man selv er vokset op med.

For arv er ikke kun det, vi fortæller vores børn om den verden, de kommer fra.

Det er også det, vi lærer dem at værdsætte — og giver dem lyst til at føre videre.