Hun syr sin grønlandske arv ind i nutiden

En gammel herreskjorte behøver ikke blive ved med at være en herreskjorte.

Med en saks, lidt fantasi og en symaskine kan den få nyt liv.

Måske som en kjole.

Sådan eksperimenterede Mie Kleinschmidt allerede som ung i Aalborg. På et kreativt redesignhold lærte hun at vælge stoffer, sy og forvandle gammelt tøj til noget nyt. Og resultatet blev ikke bare hængende på en bøjle. Hun og de andre unge gik selv i det tøj, de havde skabt.

I dag er Mie Kleinschmidt uddannet beklædningsdesigner fra Det Kongelige Akademi i København. Hun har arbejdet i modebranchen, blandt andet hos Bitte Kai Rand, og set sit design nå ud til et større publikum. En af hendes kjoler har prydet forsiden af Alt for Damerne, og musikeren Oh Land har båret hendes tøj.

Men interessen begyndte længe før designuddannelsen.

Som barn fordybede hun sig i tegninger og malerier. Inspireret af eventyr og fantasifigurer opfandt hun sine egne fortællinger, som hun tegnede i små tegneseriehæfter. Senere fandt blomster, planter og andre motiver vej til papiret.

- Jeg har altid haft lyst til at skabe noget selv. Som barn tegnede og malede jeg meget, og senere begyndte jeg at eksperimentere med stof og tøj. Det var spændende at opdage, at man kunne lave noget helt nyt af noget, der allerede fandtes.

Kreativiteten skulle siden føre hende ind i modeverdenen, men også vække en større nysgerrighed efter hendes grønlandske familiehistorie.

Stoffet vandt over smykkerne

Egentlig havde Mie forestillet sig at blive guldsmed. Både hendes far og faster havde arbejdet med faget, og hun var fascineret af håndværket og muligheden for at skabe smykker. Men efterhånden trak tekstilerne mere.

I 10. klasse på efterskole valgte hun design som hovedfag, og interessen fortsatte gennem gymnasietiden i Aalborg. Efter studentereksamen begyndte hun på Den Skandinaviske Designhøjskole i Randers for at forberede sig på optagelsesprøverne.

Vejen videre blev ikke ligetil. Hun søgte først ind på Designskolen i Kolding uden at blive optaget, men året efter lykkedes det hende at komme ind på Det Kongelige Akademi i København.

Her udviklede hun sin interesse for beklædning og arbejdede målrettet med materialer, snit og konstruktion. Hun lærte også, at design ikke kun handler om at skabe noget smukt, men om de historier og værdier, som tøjet kan rumme. Det fik senere betydning for hendes arbejde med grønlandske motiver og materialer.

To kulturer i samme familie

Mie Kleinschmidt er født og opvokset i Aalborg, men har både danske og grønlandske aner. Hendes farmor kom fra Ilulissat, mens hendes morfar havde rødder i Nuuk.

Det grønlandske har altid været en del af familiehistorien, men ikke nødvendigvis noget, der var enkelt at forholde sig til.

Hun har oplevet, hvordan familiemedlemmer i tidligere generationer forsøgte at lægge deres grønlandske baggrund og sproget bag sig. For nogle kunne det føles lettere at tilpasse sig det danske samfund, end at insistere på at høre til i to kulturer. Hendes morfar, der arbejdede som lærer i Danmark, oplevede også racisme.

Erfaringerne har givet Mie anledning til at tænke over, hvad det vil sige at have rødder i to lande.

- Jeg føler mig knyttet til både Danmark og Grønland, men på forskellige måder. Nogle gange kan det være svært at finde ud af, hvor man hører til, når man har begge dele med sig.

Hun er samtidig blevet mere opmærksom på, hvordan tidligere generationers erfaringer kan præge ens egen identitet.

- Når nogle i min familie har taget afstand fra det grønlandske, har det fået mig til at tænke over, hvad der går tabt, når en del af ens baggrund ikke får plads. Det har givet mig lyst til at lære mere om min familiehistorie og forstå de oplevelser, der har formet min familie. Jeg vil også gerne finde ud af, hvad mine grønlandske rødder betyder for mig, og hvordan jeg kan føle mig mere forbundet med den del af min baggrund.

Hun ved, at hendes forhold til Grønland er anderledes end hos mennesker, der er født og opvokset i landet. Hun taler ikke flydende grønlandsk, og hendes tilknytning til landet er i høj grad formet af familiens historie.

Derfor er hun også optaget af, hvordan hun kan lade sig inspirere af grønlandsk kultur uden at gøre krav på en viden eller erfaring, hun ikke har.

En tupilak med omtanke

Under kandidatuddannelsen opfordrede hendes vejleder hende til at inddrage sine grønlandske rødder i designet. Det fik hende til at fordybe sig i sin familiehistorie og overveje, hvordan hun kunne bruge traditionelle grønlandske motiver.

Da hun ville brodere en tupilak, valgte hun at samarbejde med kunstneren Martin Brandt Hansen, som hun tidligere havde studeret sammen med. Han stod for tegningen, som hun derefter fortolkede i broderi og gav sit eget tekstile udtryk.

Samarbejdet gjorde hende mere tryg ved at arbejde med motivet. Samtidig oplevede hun, at hans tegning gav det færdige design et stærkere udtryk.

For selv om hun har grønlandske rødder, er hun varsom med at nyfortolke traditionelle kulturgenstande uden at kende deres historie og betydning.

Hun peger på den danske designer Peter Jensens omdiskuterede brug af grønlandske kamikker i 2009 som et eksempel på, hvordan en nyfortolkning kan opleves som respektløs.

Men hvor går grænsen mellem inspiration og en ændring, der går for vidt? Det har Mie ikke noget entydigt svar på.

- Jeg synes, det er vigtigt at have respekt for de grønlandske traditioner. Jeg vil gerne lade mig inspirere af kulturen, men jeg er også bevidst om, at jeg ikke ved alt. Derfor prøver jeg at sætte mig ind i tingene og være omhyggelig med, hvordan jeg bruger dem.

Men respekt betyder ikke, at traditionerne skal stå stille. Mie ser muligheder i at give grønlandske symboler som tupilakker og uloen, den traditionelle kvindekniv, et moderne udtryk. På den måde kan kulturarven både bevares og fornyes.

Samtidig rækker hendes udsyn ud over Grønland og Danmark.

- Vi skal også lade os inspirere af det, der sker ude i den store verden. For mig er det vigtigt, at det grønlandske, det danske og det internationale vægtes lige højt.

For Mie er der ingen modsætning mellem at værne om den grønlandske kulturarv og hente inspiration udefra. Det afgørende er at kende og respektere traditionerne, samtidig med at man giver plads til nye fortolkninger.

Stadig på opdagelse

Mie Kleinschmidt har oplevet flere af de ting, mange unge designere drømmer om. Hendes arbejde er blevet vist frem i modemagasiner, båret af kendte musikere og præsenteret ved blandt andet Arctic Roots Festival i Aalborg. Men hun er stadig ved at finde ud af, hvilken retning hendes eget design skal tage.

Arbejdet med den grønlandske kultur er heller ikke afsluttet. Hun vil gerne fordybe sig mere i traditionerne, materialerne og familiehistorien, som hun føler sig knyttet til, men stadig har meget at lære om.

Måske går der en tråd tilbage til barndommen i Aalborg.

Dengang tegnede hun sine egne eventyr og forvandlede gamle skjorter til nye kjoler. I dag er materialerne og spørgsmålene blevet mere komplekse, men nysgerrigheden er den samme.

Hun forsøger stadig at skabe noget nyt af det, hun har fået med sig. Og denne gang er det også familiens historie, hun syr videre på.