Vil bane vej for støtte til efterskoleophold på Færøerne

Naalakkersuisut vil ændre loven, så det bliver muligt at få støtte til efterskoleophold på Færøerne.

Peter Olsen mener, at adgang til efterskoler på Færøerne er vigtigt for at støtte unge med interesse for søfart:
Offentliggjort

Som reglerne er i dag yder Selvstyret kun støtte til efterskoleophold i enten Grønland eller Danmark.

Men støtten skal udvides til også at omfatte Færøerne.

Det oplyser naalakkersuisoq Aqqaluaq B. Egede (IA) i et skriftligt svar til sin partifælle Peter Olsen:

- Naalakkersuisut agter at foreslå Efterskoleloven ændret, så det bliver muligt at søge om tilskud til efterskoleophold i Grønland, Danmark eller Færøerne, skriver naalakkersuisoq i svaret.

Vigtigt for at støtte søfartsinteresserede

En ændring af Efterskoleloven ventes dog først klar til behandling i 2025.

Peter Olsen skriver, at adgang til efterskoler på Færøerne er vigtigt for at støtte unge med interesse for søfart:

- Som eksempel vil jeg nævne, at et af vore medborgere ikke kunne modtage støtte til et efterskoleophold på den maritime efterskole Føroya Eftirskúli – Sjógøta 2 – 800 Tvøroyri Føroyar.

- Vi er en søfartnation, og vi må i større grad støtte vore unge som har interesse i søfart. Selv om efterskolen findes i efterskolerne.dk kan man ikke modtage støtte. Det er ærgerligt og beklageligt at man ikke kan modtage støtte til efterskoleophold inden for kongeriget, lyder det fra Peter Olsen.

Powered by Labrador CMS