Varmerekord på Nordpolen
Overfladetemperaturen i Arktis blev fra juli til september målt til at være i gennemsnit 6,4 grader.
Temperaturen i Arktis var rekordhøj i sommer.
Fra juli til og med september blev overfladetemperaturen i området omkring Nordpolen målt til at være i gennemsnit 6,4 grader.
Det er det højeste sommergennemsnit, der er målt, siden man begyndte at registrere temperaturen i Arktis i 1900.
Det fremgår af en rapport fra USA's Nationale Forvaltning af Hav- og Atmosfæreforhold (NOAA).
Tid til handling
- Den altoverskyggende besked fra dette års rapport er, at det er tid til at handle, siger leder af NOAA Rick Spinrad i en skriftlig udtalelse.
- Vi er nødt til som nation og globalt samfund at reducere udledningen af drivhusgasser, som er motoren bag disse forandringer.
Sommertemperaturerne i Arktis er steget med i gennemsnit 0,17 grader hvert årti siden 1900.
Rapporten er offentliggjort tirsdag og kommer på et tidspunkt, hvor klimatopmødet COP28 er inde i slutfasen i De Forenede Arabiske Emirater.
Den har dog ikke direkte noget med topmødet at gøre.
Sjettevarmeste år
Overordnet har 2023 været det sjettevarmeste år målt i Arktis.
Temperaturerne i Arktis stiger omkring fire gange hurtigere end på resten af planeten. Det skyldes blandt andet, at når is og sne gradvist smelter, vil havvandet absorbere mere stråling fra solen. Det kaldes arktisk forstærkning.
Observationer beskrevet i rapporten fra NOAA understreger den igangværende udvikling, hvor hav- og lufttemperaturer stiger, snedækket og havvisen svinder ind, og Indlandsisen på Grønland smelter.