UDDANNELSE
Uddannelseskaravanen skal gentænkes
Den årlige uddannelseskaravane, hvor borgere og unge får viden om uddannelser og jobs lokalt skal gentænkes, så indsatsen forankres tættere på målgruppen og de aktører, der har kontakt med elever, uddannelsesøgende og borgere. Det mener Grønlands vejledningsindsats - AQQUT, der ikke længere har ansvaret for koordineringen af karavanen.
Der er brug for gentænkning af den årlige uddannelseskaravane, mener AQQUT, der efter mange år som koordinerende led, overlader ansvaret til de lokale aktører dvs. Majoriaq, skoler og uddannelsesinstitutioner.
Foto: Majoriaq Sisimiut
Uddannelseskaravanen har hvert år i oktober og november rejst mellem byerne langs kysten for at øge kendskabet til uddannelses- og jobmuligheder.
Hidtil har det været AQQUT - Grønlands Vejledningsenhed - der har stået for koordineringen af karavanen i samarbejde med Majoriaq, skoler og kommuner.
Men fra i år har departementet for uddannelse, kultur, idræt og kirke sammen med AQQUT besluttet at overdrage den koordinerende rolle til de lokale aktører.
Øget fokus på kerneopgaver
Ifølge AQQUT sker overdragelsen som følge af, at opgaven ikke formelt eller lovmæssigt er placeret i vejledningsenheden.
"Uddannelseskaravanen kræver betydelige personaleressourcer i form af omfattende
koordinering, planlægning og rejseaktivitet i hele den periode, hvor Uddannelseskaravanen gennemføres. Efter organisationsændringen i AQQUT og Qinngorneq er der kommet et øget fokus på enhedens kerneopgaver i relation til den nationale vejledningsindsats. AQQUT har som følge af dette ikke længere kontakt med uddannelsessøgende eller borgere. Denne kontakt er lovmæssigt bestemt og ligger hos brancheskoler og ungdomsuddannelser, folkeskolen og Majoriaq.", skriver Aqqut i en pressemeddelelse.
Indsats skal tættere på målgruppen
AQQUT anbefaler at ansvaret for uddannelseskaravanen gentænkes og organiseres mere lokalt gennem et forpligtende samarbejde mellem Majoriaq-centre. brancheskoler, uddannelsesinstitutioner, kommuner samt relevante virksomheder.
"Så indsatsen forankres der, hvor den lovmæssigt er bestemt, så den kommer tættere på målgruppen og de aktører, der har direkte kontakt med elever, uddannelsessøgende og borgere", skriver AQQUT.
Denne artikel er fra uddannelsesavisen, som kan læses gratis via linket her