Varmere temperaturer end normalt

Efteråret har været rekordvarmt i Grønland. Temperaturerne i december er desuden varmere sammenlignet med normalt, oplyser klimatolog hos DMI.

Offentliggjort

Tirsdag har der været plusgrader over det meste af landet.

Fra morgenstunden klokken 08.50 var det kun på østkysten, der blev målt minusgrader.

Caroline Drost Jensen, klimatolog hos DMI, oplyser, at der for tiden er varmere i Grønland sammenlignet med det, man normalt ser.

Temperaturmålinger fra lufthavnene i går morges er øjebliksværdier, som vidner om, at temperaturerne er højere end normalt. Klimatologen fra DMI understreger dog, at man tidligere har set højere øjeblikstemperaturer, hvorfor det ikke er uset, at vejret ser ud, som det gør lige nu i december.

Caroline Drost Jensen forklarer, at vejret kan variere meget selv i løbet af et døgn og en måned. Det betyder, at når DMI kigger på data, så gøres det ofte på et såkaldt månedsmiddelgennemsnit af for eksemepel temperatur for at få udjævnet de store variationer, der kan være i vejret. På den måde kan DMI bedre se på tendenserne.

Hun oplyser, at temperaturerne i løbet af september, oktober og november generelt har været højere end normalt. Samlet set er efteråret på mange stationer i Grønland i top 10 over varmeste efterår.

Powered by Labrador CMS