Værnepligtsafprøvning skal genindføres

Et beslutningsforlag om at genindføre værnepligtsafprøvning i Grønland er blevet forkastet. Det skyldes, at naalakkersuisoq allerede har rettet henvendelse til Forsvarsministeriet om, at værnepligtsafprøvning kan genindføres.

Anna Wangenheim (D) kan ikke begribe, at naalakkersuisut ikke har været åbne og meldt noget ud til offentligheden langt tidligere.
Offentliggjort

Siden maj har naalakkersuisut forsøgt at genindføre værnepligtsafprøvning i Grønland, det er dog ikke noget, de har skildret med i offentligheden.

Det står klart oven på efterårssamlingen tirsdag, hvor Demokraatits forslag om at genoptage værnepligtsafprøvningerne i Grønland er blevet forkastet.

- Det er den mest glædelige forkastelse, jeg længe har læst, siger Anna Wangenheim (D) med henvisning til et svarnotat fra Vivian Motzfeldt (S), naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, erhverv og handel.

Her fremgår det, at naalakkersuisoq allerede har skrevet til forsvarsministeren om, at afprøvning til værnepligt i Grønland kan genoptages.

Et kedeligt punkt

Det har naalakkersuisoq gjort i forlængelse af aftalen fra 10. maj vedrørende principperne for arktisk kapacitetspakke, hvor der blandt andet var enighed om at etablere en ny uddannelse i Grønland: Arktisk Basisuddannelse i Forsvaret.

Formålet med uddannelsen er at tilbyde grønlandske borgere en basisuddannelse rettet mod løsning af beredskabsmæssige opgaver i Grønland - og samtidig give mulighed for videreuddannelse i Forsvaret, Beredskabsstyrelsen samt beredskabsmyndigheder i Grønland. Der arbejdes på, at første hold af uddannelsen kan starte i 2024, oplyser Vivian Motzfeldt.

Atassut mener, det er glædeligt, at naalakkersuisut i deres besvarelse har tydeliggjort, at de igen har åbnet sagen om værnepligtsafprøvning. Partiet mener til gengæld, at det er kedeligt, at man har brugt ressourcer på at behandle emnet, som nu er forkastet.

Anna Wangenheim (D) kan heller ikke begribe, at naalakkersuisut ikke har været åbne og meldt noget ud til offentligheden langt tidligere.

Powered by Labrador CMS