Vælgere i Nuuk: Det er vigtigt at stemme

Det er vigtigt at gøre brug af sin demokratiske ret og stemme til valget. Det mener vælgerne i Nuuk her til aften. Flere mener det har været nemt at finde en kandidat, de kan stemme på i denne valgkamp.

Omkring klokken 16.00 var der flere, der gik til valgstedet i Nuuk og afgav deres stemme efter fyraften.
Offentliggjort

Der er omkring en time til valgstederne i Grønland lukker. De vælgere, som har afgivet deres stemme til Folketingsvalget i dag finder det vigtigt at gøre brug af deres demokratiske pligt og sætte deres kryds.

Selvstændighed, sikkerhedspolitik og mere jordnære problemstillinger i landet, som politikerne har debatteret under valgkampen fylder en del for de vælgere, som Sermitsiaq.AG har mødt på valgstedet i Nuuk.

To førstegangsvælgere, som Sermitsiaq.AG har talt med i dag ønsker at have indflydelse på den politiske udvikling i Grønland:

Winona Lynge

Winona Lynge, førstegangsvælger:

- Det er første gang for mig, og det betyder virkelig meget for mig. Jeg finder dagen meget specielt og jeg synes, det er spændende at lære lidt mere om valget. Det er dejligt at kunne være med til at stemme.

- Har det været nemt for dig at finde en kandidat, som du kan stemme på?

- Jeg synes, det har været svært at finde en kandidat jeg kan stemme på, for jeg har ikke rigtig fulgt med, og havde ikke så meget styr på valget. Jeg bestemte mig i sidste øjeblik. Min familie har hjulpet mig med at finde ud af, hvordan det fungerer. Jeg synes, at min stemme er vigtig i forhold til demokratiet, siger Winona Lynge.

Jan Kreutzmann

Jan Kreutzmann, førstegangsvælger:

- Jeg vil gerne være med til at have indflydelse på Grønlands politik, derfor har jeg lige været inde og stemme. Det har været nemt for mig at finde en kandidat, jeg ville sætte kryds ved. Jeg kunne høre i valgkampen, hvad den kandidat vil arbejde for Grønland, så den kandidat stemte jeg på.

- Hvilket emne har været det vigtigste for dig under valgkampen?

- Jeg synes, alle emnerne har været meget interessante. Så det er svært for mig at vælge et bestemt emne, som jeg finder mest interessant. Alle mærkesager og emner er spændende, siger Jan Kreutzmann.

Rosa Andersen er også en af dem, der har afgivet sin stemme i dag. Hun mener, at borgere har pligt til at stemme, da politikerne er til for at arbejde for vælgerne:

Rosa Andersen

Rosa Andersen, vælger:

- Vi har alle et ansvar, og vi skal tage det ansvar alvorligt, om at vi kan stemme og være med til at bestemme på den måde som skatteborgere. Derfor har jeg taget min søn og mit barnebarn med og gået herned for at stemme.

- Har det været nemt for dig at finde en kandidat, du vil stemme på?

- Ja, meget nemt. Den kandidat, jeg stemte på ramte mine værdier, og jeg var meget enig i, hvordan vedkommende vil arbejde for vores land. Det vigtigste emne i denne valgkamp for mig har været, hvordan vi som land skal komme nærmere på selvstændighed, siger Rosa Andersen.

Peter Brix

Peter Brix, vælger:

- Jeg er taget herned for at opfylde min demokratiske forpligtigelse og dermed deltaget i valget.

- Har det været svært for dig at finde en kandidat, du vil stemme på?

- Nej, det har det ikke været. Fordi jeg har set en kandidat, som jeg tænker, kan fortsætte med det, hun var i gang med. Så hende har jeg stemt på denne her gang.

- Hvilket emne har været det vigtigste for dig i denne valgkamp?

- Jeg ved ikke, hvilket emne har været det vigtigste for Grønland. Men jeg synes, at sikkerhedspolitik er meget vigtig. Men kandidaterne har ikke snakket så meget om det. Det synes jeg er lidt ærgerlig, for det er faktisk meget relevant for Grønland i denne tid, siger Peter Brix.

En borger tager sig tid til at fortælle sine bekendte, at de skal huske at stemme til alle valg:

Karl-Peter Herlufsen

Karl-Peter Herlufsen, vælger:

- Jeg stemmer altid, da jeg finder det meget vigtigt, at man er med til valget. Jeg tænker på, at der er andre lande, hvor borgere ikke kan stemme, eller at der ikke er demokrati som her hos os. Derfor er det meget vigtigt, at vi tager vores demokrati seriøst og stemmer ved valg.

- Har det været svært for dig at finde en kandidat du vil stemme på?

- Jeg har stemt anderledes denne her gang. Ved sidste folketingsvalg havde jeg svært ved at finde en kandidat, og jeg endte med at stille spørgsmål til en kandidat, som jeg så stemte på. Den her gang har jeg stemt på en anden, da jeg gerne vil have, der sker en ændring. Det er også spændende, hvor meget vi kan have indflydelse på hvem, Danmarks kommende statsminister bliver, siger Karl-Peter Herlufsen.

- Hvilket emne har været det vigtigste for dig?

- Der har været forskellige, som jeg fandt vigtigt. Men jeg har stemt for en, der har stor fokus på de problemer, der skal løses her i landet, sagde Karl-Peter Herlufsen.

Også er der en vælger, der har tvivlet helt til det sidste:

Dorthe-Katrine Olsen

Dorthe-Katrine Olsen, vælger:

- Vi skal selvfølgelig stemme, da vi kan gøre brug af vores borgerlig indflydelse på, hvilke politikere, der kommer ind i Folketinget og repræsenterer vores land og vores politik.

- Har det været svært for dig at finde en kandidat du vil stemme på?

- Ja, det har været svært for mig denne her gang, da jeg ikke har fulgt så meget med i valgdebatterne. Og de gange, hvor jeg har fulgt med har jeg fulgt halvhjertet med i valgkampen. Det er derfor også svært for mig at vurdere, hvilke emner, der har været de vigtigste under denne valgkamp, siger Dorthe-Katrine Olsen.

Valgstederne lukker klokken 20.00 og Sermitsiaq.AG vil følge med frem til valgresultaterne.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS