Usisaat får stort millionbeløb
Det familieejede flytte- og shippingfirma Usisaat har fået 20 millioner kroner af Vækstfonden og Greenland Venture, så virksomheden kan ekspandere med et nyt byggeri på over 5000 kvadratmeter på Qeqertanut over for tapperiet Nuuk Imeq.
Det er den tredje investering inden for kort tid, som Vækstfonden og Greenland Venture placerer sine midler i. Tidligere har man investeret store millionbeløb i to mineprojekter.
Usisaat har planer om at samle sine knap 100 medarbejdere på det nye industriområde på halvøen, hvor den nye atlanthavn er placeret.
Bag Usisaat står familien Arnannguaq Gerstrøm, Hans Gerstrøm, Akisooq Poulsen og Minik Gerstrøm. Det er planen, at byggeriet af lager- og kontorfaciliteter skal stå klar om et år.
Historien bag virksomheden
Usisaat skriver om sig selv følgende på sin hjemmeside:
- Historien bag den grønlandske virksomhed Usisaat ApS går helt tilbage til 1973, hvor virksomheden blev grundlagt af ægteparret Akisooq Poulsen og Hans Gerstrøm. I dag er det deres fælles børn Minik Gerstrøm og Arnannguaq Gerstrøm, der fører virksomheden videre. Usisaat har hovedsæde i Nuuk, og her har virksomheden haft hovedkontor siden 1991.
- Usisaat bliver til daglig drevet af søskendeparret Minik Gerstrøm og Arnannguag Gerstrøm, mens de to stiftere stadig tager aktiv del i ledelsen. Minik er ansvarlig for Autoservice-delen i virksomheden, mens Arnannguag tager sig af den administrative del samt Flyt- og Spedition.
Virksomheden omfavner forskellige forretningsområder såsom flytteservice, shipping, autoservice og lagerhotel.