Ung læge: Der er altid en ven at ringe til
37-årige Trine Abelsen valgte – modsat mange grønlandske læger – at vende hjem til Grønland. Jeg har fantastiske kolleger, siger hun. Kontakten med patienterne giver også arbejdsglæde. Men karrieremæssigt var det et svært valg.
Dejlige kolleger, tæt på familien, smuk natur - det er tre store fordele ved at arbejde som læge i Grønland, fortæller Trine Abelsen.
Hun er en af de læger, som – efter lange overvejelser – valgte at flytte hjem igen til Grønland, da hun havde afsluttet sin universitetsuddannelse i Danmark.
- Jeg har været i karrierekrise og overvejet rigtig længe, om jeg skulle vende tilbage til Grønland og gøre min uddannelse færdig som speciallæge. I Grønland kan man kun vælge ét speciale, nemlig almen medicin. I Danmark er der mange andre muligheder, 39 forskellige specialer i alt.
- Af karrieremæssige årsager ville jeg ikke have valgt Grønland. Jeg overvejede flere specialer, anæstesi, akut medicin og intern medicin. Men valgte så alligevel almen medicin, siger hun.
- Jeg er glad for, at det blev Nuuk. For kollegialt er det dejligt at arbejde i Grønland. Jeg har fantastiske kolleger. Der er altid en ven, man kan ringe til, hvis der er noget, man er i tvivl om, fortæller Trine Abelsen.
- En af grundene til, at jeg vælger at blive, er selvfølgelig også patienterne her i Grønland. Patientkontakten er en stor del af arbejdsglæden. Det betyder meget for mig, siger Trine Abelsen.
Børn skal kende deres rødder
Hendes mand er også grønlænder og uddannet som ingeniør i Danmark.
Trine Abelsen har arbejdet som læge i Grønland siden 2019, da hun afsluttede sin medicinske uddannelse på Aarhus Universitet.
Ægteparret var enige om at vende tilbage til Grønland – selvom beslutningen ikke var let.
- Vi synes, at børnene efter mange år i Danmark skal kende deres rødder og lære de basale værdier i Grønland at kende. For os er det vigtigt, at de er tæt på bedsteforældrene og resten af familien.
Trine Abelsen har både sine forældre, svigerforældre, svigerinde, mostre og onkler i byen. Mange af de nære venner bor i Nuuk.
- Min far er dansk, og jeg har tæt kontakt til min faster i Danmark, hvor jeg også føler, at nogle af rødderne hører til, fortæller Trine Abelsen.
Alligevel blev det Grønland, som vandt, da parret skulle slå sig ned efter endt uddannelse.
- Naturen og det nærvær, vi har med familie og venner, er unikt og noget, vi føler, vi kun har her i Grønland, siger den 37-årige læge.
Læs mere i denne uges AG. Få adgang her: