Undgå at blive en del af USA

Iñupiat er et inuit-folk, der har sin hjemstavn i det nordligeste Alaska ud mod Ishavet. 

Her på tundraen blev James ”Jimmy” Stotts født for 78 år siden, nærmere bestemt i byen Utqiaģvik, der er USA’s nordligste. Siden har han boet flere andre steder i delsstaten og har nu sit hjem i dens største by, Anchorage.

Så Jimmy kender Alaska. Men han føler sig også hjemme i Grønland, for hans kone, Karo Heilmann Stotts, er grønlandsk og fra Maniitsoq. De har i perioder boet i hendes hjemland, hvor deres børn har fætre og kusiner.

Så hvor lever man det bedste liv? I Grønland eller i Alaska?

- Svaret på det spørgsmål er indlysende, siger Jimmy og svarer med et modspørgsmål:

- Hvem har lyst til at leve under de forhold, som Donald Trump og hans folk er ved at indføre?

Jimmy siger, at det store flertal blandt iñupiat ikke kan lide, hvad der sker lige nu, især ikke al den tale om krig og våbenmagt. I konflikten med USA’s præsident er de – ligesom et flertal af den amerikanske befolkning - klart på Grønlands side.

ANCSA

Deres egen situation er præget af en lov, der blev vedtaget af Kongressen i Washington og underskrevet af daværende præsiden Nixon i 1971, og som hedder Alaska Native Claims Settlement Act, ANCSA. Den tildelte inuit og indianere i Alaska alt 963 millioner dollar og 180.000 kvadratkilometer jord (mere end fire gange Danmarks størrelse) som kompensation for de krav, de som oprindelige folk havde stillet for tabet af deres forfædres land.

Pengene blev ikke udbetalt kontant til befolkningen, men skulle anbringes i lokalt forankrede aktieselskaber ejet af de oprindelige folk. Flere end 200 bygdeselskaber (”village corporations”) og 12 regionale selskaber (”native regional corporations”) blev stiftet. Siden kom endnu et regionalt selskab til, så der nu er 13. Det sidste er for oprindelige folk, der ikke er bosat i Alaska.

Aktionær blev enhver, som havde mindst en fjerdedel indfødt blod i sine årer, og som var født før lovens ikrafttræden i 1971. Tanken var, at selskaberne skulle investere deres penge, så inuit og indianere på den måde gennem aktieudbytte fik andel i udnyttelsen af de rigdomme, der findes i Alaska i form af blandt andet olie, mineraler, tømmer og meget andet. Det blev dengang set som en visionær måde at kompensere Alaskas oprindelige beboere for tabet af deres førstefødselsret.

Kapitalister

ANCSA havde også den virkning, at den gjorde lokalbefolkningen til kapitalister. De blev nødt til at tænke på, at deres selskaber skulle tjene penge, hvis ikke de som aktionærere skulle miste det hele, og droppede derfor noget af deres skepsis mod for eksempel olieudvinding.

- Folk begejstres af penge, siger Jimmy.

- Nogle blandt Alaskas indfødte befolkning har et ganske godt liv, økonomisk set, men livet drejer sig også om andet og mere end velstand.

ANCSA blev, siger han, ikke det ”vidundermiddel, som mange dengang troede, at det ville blive. Eller udråbte det til at være. Men det er bedre end alternativet, som er ingenting.”

Han har selv været med i ledelsen af ét af de regionale selskaber, Arctic Slope Regional Corporation, ASRC, der ejes af 14.000 iñupiat-aktionærer. Det har 15.000 ansatte (2023) og opererer ikke bare i Alaska, men også i mange andre amerikanske delstater. Aktiviteterne er meget varierende og spænder fra at levere service til olieindustrien over entreprenørvirksomhed til turisme.

Desuden har datterselskaber af ASRC kontrakter med den føderale regering i Washington på en række områder, blandt andet telekommunikation.

De mest succesfulde selskaber – som ASRC - har vokset sig rigtigt store og er nu milliardforetagender. Mens andre selskaber har klaret sig mindre godt.

- ANCSA er ikke perfekt. Der findes ikke perfekte løsninger, siger Jimmy.

- Loven var et forsøg på at gå i den rigtige retning. Man er nødt til hele tiden at arbejde med tingene.

Nej. F..., NEJ!

Sådan har situationen for Alaskas oprindelige befolkning udviklet sig gennem årtier. Men med Trumps tiltræden som præsident har meget ændret sig.

- Præsidenten er i færd med lige så stille at undergrave os, siger Jimmy.

Trump skubber på for at få udvundet mere olie og gas - også i områder, hvor den sårbare, arktiske natur risikerer at lide overlast - her mens verdens opmærksomhed er rettet mod Grønland, Venezuela, Ukraine og Iran:

- Mens alt det her finder sted, opererer Trump og hans folk i skyggen. Nogle af de bestemmelser, der har beskyttet indfødte folk, er i skred. Ikke bare her, men i hele USA fjernes den støtte, vi som landets oprindelige indbyggere hidtil har fået fra den føderale regering.

Samtidig sker der blandt Iñupiat en stadigt højere grad af tilpasning til det omgivende amerikanske samfund:

- Vi er blevet assimileret, siger Jimmy.

- Folk giver efter for den nye verdensorden. Vi mister vores kultur. Vi havde meget stærkere ledere for 20-30 år siden.

Jimmy sagde engang i et interview, at han gerne ville have været grønlænder. Er det stadig tilfældet?

- Åh ja, jeg elsker Grønland!, siger han.

- De har også gjort nogle fejltagelser derovre - det gør alle - men jeg elsker Grønland.

Hvad er det, han så godt kan lide ved sin kones fødeland?

- Folket, svarer han prompte.

- Jeg kan virkelig godt lide grønlænderne, som stadig har en retfærdighedssans og generøsitet i behold. Her i Alaska er folk blevet meget mindre rummelige.

På grund af penge?

- Formentlig. Jeg ved ikke, men hvad det ellers skulle være.

Så du anbefaler ikke, at Grønland bliver en del af USA og grønlænderne bliver amerikanere?

- Nej, f... NEJ! Du har jo selv boet i Grønland og ved, at det er et ganske særligt sted.