Trafikstyrelsen godkender flyveledelse i Nuuk – restriktioner frafalder gradvist
Fra torsdag morgen vil flyveledere styre lufttrafikken over Nuuk Lufthavn. Dermed slipper lufthavnen af med de snævre restriktioner for flytrafik, som blev indført sidste år.
Flyveledelsen er kommet planmæssigt i stand, inden højsæsonen starter med flere fly i luften.
Foto: Oscar Scott Carl
Trafikstyrelsen, der er tilsynsmyndighed for lufthavne, bekræfter, at Nuuk Lufthavns nye løsning med flyveledelse overholder alle de nødvendige regler. Det vil sige, at flyveledere fra torsdag morgen sørger for at holde styr på luftrummet over Nuuk.
– Det har været en krævende opgave for alle parter at etablere et nyt kontrolleret luftrum med flyveledelse over Nuuk, inden den travle sommersæson begynder i næste måned, siger Trafikstyrelsens vicedirektør, Lars Korsholm.
Facts om flyveledelse
Med godkendelsen etableres et afgrænset område i luftrummet omkring Nuuk Lufthavn – kaldet Terminal Maneuvering Area eller blot TMA – hvor flyveledere overvåger og kontrollerer flytrafikken til og fra lufthavnen.
Fremover vil flytrafikken til og fra lufthavnen blive håndteret af flyveledere fra Naviairs flyveinformationscentral i Nuuk.
Flyvelederne vil arbejde tæt sammen med AFIS-tjenesten ved Nuuk Lufthavn, som vil give piloterne råd og oplysninger tættere på lufthavnen i forbindelse med starter og landinger.
Den nye flyvelederløsning vil følge lufthavnens åbningstid og dermed sædvanligvis være åben fra 06:00 til 21:00. Dette dækker de timer i døgnet, hvor trafikmængden er størst.
Fakta fra Greenland Airports
– Derfor er jeg glad for, at det ved fælles hjælp lykkedes at komme i mål, så Greenland Airports nu kan afvikle mere flytrafik på de tidspunkter, hvor der er behov for det. fortsætter han.
Flyveledelsen er et væsentligt fremskridt for Nuuk Lufthavn, fordi Trafikstyrelsen sidste år indførte markante restriktioner på, hvor hurtigt flyene kunne afvikles efter hinanden.
Den nye løsning med flyveledelse betyder, at disse restriktioner gradvist kan rulles tilbage, og det starter allerede nu.
– Den 14. maj bliver kapaciteten øget fra 4 til max 8 fly i timen, der de næste par uger gradvist bliver øget til max 15 fly i timen, oplyser Trafikstyrelsen.
Mere robust og effektivt
Derfor glæder Greenland Airports sig selvfølgelig over dagens vigtige afgørelse.
– Med den nye flyvelederløsning får vi et stærkere fundament for at håndtere trafikken i Nuuk Lufthavn på en mere robust og effektiv måde, siger Mie Rajcic, driftsdirektør i Greenland Airports.
– Det giver bedre forudsætninger for trafikafviklingen i lufthavnens åbningstid og er samtidig et vigtigt skridt i den fortsatte udvikling af driften i Nuuk, tilføjer hun.
Det er statslige Naviair, der skal varetage flyveledelsen fra selskabets hovedkvarter inde i byen, hvor de deler hus med Arktisk Kommando.
Der er tale om en såkaldt TMA-løsning med delt flyveledelse. Flyveledere vil kontrollere trafikken ned til et vist punkt. Samtidig vil der stadig være AFIS-operatører i lufthavnen til at guide piloterne til start og landing.