Atassut forlader koalitionen - Jens-Frederik Nielsen er skuffet

Atassut er trådt ud af Naalakkersuisut, fordi de mener, at Nivi Olsen burde være trådt tilbage som naalakkersuisoq. 

Offentliggjort

Opdateret 19.55 med udtalelse fra Jens-Frederik Nielsen.

Atassut er ikke længere en del af koalitionen. Det skriver de i en pressemeddelelse.

Hovedbestyrelsen i partiet har besluttet enstemmigt på et møde i går 8. november, at forlade Naalakkersuisut. 

Beslutningen skyldes de seneste begivenheder mellem Inatsisartut og Naalakkersuisut. Atassut mener, at Nivi Olsen bør tage ansvar for sagen om midler til KNQK og træde tilbage som medlem af Naalakkersuisut. 

Koalitionen besluttede dog, at Nivi Olsen skal fortsætte, og lyttede ikke til Atassuts synspunkter, skriver de i pressemeddelelsen. 

Atassut mener, at der ikke føres en retfærdig og ansvarlig politisk ledelse i koalitionen. Derfor træder Atassut ud af koalitionen.

Naalakkersuisut kendte til misbrug af midler

Sagen de henviser til, drejer sig om, at der under behandlingen af Landskassens regnskab for 2025 blev stillet mistillid fra oppositionen mod naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, idræt og kirke, Nivi Olsen (D), på baggrund af håndteringen af sagen om tilskud til KNQK. 

Det fremgår af bilagene til debatten, at Naalakkersuisut var klar over, at KNQK i 2025 havde anvendt en del af sit tilskud til andre formål end dem, der var angivet i det godkendte budget.

Nivi Olsen blev dog reddet af koalitionspartierne, som stadig havde tillid til hende. Ved første mistillidsvotum stemte Atassut for afværgedagsorden, men ved de efterfølgende mistillidserklæringer afstod de fra at stemme for at redde Nivi Olsen. 

Efterfølgende var Atassut dog ude og sige, at de var usikre på, om de ville fortsætte i koalitionen. 

Ingen påtager sig ansvar

- Respekt for hinanden og retfærdighed skal være grundlæggende principper. Dette er imidlertid ikke blevet efterlevet, skriver politisk næstformand i Atassut, Bentiaraq Ottosen, på sin Facebook-side. 

Han fortsætter med at skrive, at ingen har påtaget sig ansvaret: 

- Atassut står for retfærdighed og ordentlighed, og derfor træder vi ud af koalitionen. De seneste begivenheder er uacceptable, og ansvaret for det skete er blevet fralagt. Efter grundige overvejelser har vi truffet denne beslutning.

Indtil i dag har Maritha Broberg fra Atassut siddet som naalakkersuisoq for sociale anliggender, arbejdsmarked, familier og indenrigsanliggender. Dermed mangler Naalakkersuisut nu en minister. 

Hun er femte naalakkersuisoq til at træde af, siden valget i 2025. Bentiaraq Ottosen (A) trak sig som naalakkersuisoq for sociale anliggender, arbejdsmarked, indenrigsanliggender og miljø efter kritik om arbejdet med en ny jobportal. Mads Pedersen (IA) trak sig som naalakkersuisoq for børn, unge og familier på grund af personlige årsager. Vivian Motzfeldt (D) - på daværende tidspunkt medlem af Siumut - trådte tilbage som naalakkersuisoq for udenrigsanliggender og forskning, da Siumut forlod koalitionen. Og Naaja H. Nathanielsen (IA), trak sig som naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer, justitsområdet, energi og ligestilling, da hun blev valgt til Folketinget.

Dog har Demokraatit og Inuit Ataqatigiit stadig flertal i Inatsisartut med 18 ud af 31 medlemmer. Atassut har to pladser i Inatsisartut.

Jens-Frederik Nielsen: Jeg er oprigtig skuffet 

Formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), skriver klokken 19.50 på sin Facebook, at han er ked af, at Atassut har valgt at forlade koalitionen, og at han er skuffet over måden, det er sket på. 

- Atassut traf efter eget udsagn beslutningen om at forlade samarbejdet allerede i går. Derfor havde jeg forventet, at vi som koalitionspartnere var blevet orienteret. Særligt når vi i dag har siddet sammen og underskrevet en finanslovsaftale for 2027.

- For mig handler et politisk samarbejde også om tillid og om at være åbne over for hinanden, især når der skal træffes svære beslutninger. Derfor er jeg oprigtigt skuffet over, at det ikke skete denne gang.

Formanden skriver, at han gerne vil takke Atassut for samarbejdet og de vigtige beslutninger, de har truffet sammen. Han vil fortsat række hånden ud til både Atassut og de andre partier i Inatsisartut, som vil være med til at tage ansvar. 

- Den opgave, vi har foran os, er større end et enkelt parti og større end en enkelt uenighed. Vi skylder befolkningen at skabe ro, stabilitet og retning, også når det politiske samarbejde bliver svært.

- Mit fokus ændrer sig ikke. Vi skal passe på vores land, tage ansvar og sikre, at det politiske arbejde kan fortsætte med den ro og stabilitet, som vores land har brug for, slutter Jens-Frederik Nielsen af. 

Sermitsiaq forsøger at få et interview med formanden. 

Powered by Labrador CMS