Oleeraq Nielsen er ikke ramt af guldfeberen i Sydgrønland. Han er imod den

Oleeraq Nielsen står på sin terrasse i Narsaq og misser mod solen. Terrassen vender ud mod ham og hans kones have. Den er stor, de har masser af plads – og en udsigt ud over fjorden.

- Her er skønt, ikke? siger han.

Til dagligt arbejder Oleeraq Nielsen på Narsaq Museum. Derudover er han og hans kone mangeårigt medlem af miljøaktivistgruppen Urani Naamik, der officielt blev stiftet i 2013 – men som ifølge Oleeraq Nielsen har eksisteret siden man begyndte at lede efter mineraler ved Kuannersuit i 70’erne.

Derfor er Oleeraq Nielsen ikke kun en mand, der besidder en stor historisk viden, men også en mand med sine klare holdninger.

- Når man har læst så meget om, hvad radioaktivitet og minedrift gør ved naturen, så er vi selvfølgelig imod det, siger han.

- Der er mineselskaber over alt i verden, og jeg har ikke hørt om én, der har ryddet op efter sig.

Det varierer, hvor ofte Urani Naamik mødes, men for tiden mødes de tit, fortæller Oleeraq Nielsen. For der er nok at diskutere.

Udover at retssagen mellem mineselskabet ETM og flere grønlandske myndigheder fortsat spøger i baggrunden, har minesektoren i Sydgrønland øjensynligt også fået ny vind i sejlene med Tanbreez-mineprojektet ved Killavaat Alannguat.

Derudover er der de seneste år sket meget på den geopolitiske scene i Grønland, kan Oleeraq Nielsen, som de fleste andre her i landet, konstatere.  Da Sermitsiaq besøger Oleeraq Nielsen i sit hjem, er det kun tre dage siden, at Forsvarsaftalen mellem Grønland, USA og Danmark blev underskrevet i New York.

En aftale, der handler om forsvar og sikkerhed, men som USA’s præsident flere gange siden underskriften har fremstillet som et røverkøb – og en indgang til at lede efter olie og andre råstoffer i Grønlands undergrund.

Sermitsiaq har besøgt Oleeraq Nielsen for at forstå, hvordan det føles at bo i et område, hvor minedrømmene spirer på ny, men hvor frygten for forurening også lurer.

'Stedet med de mange store kvaner'

Minen ved Kuannersuit, der ligger godt otte kilometer fra Oleeraq Nielsens hus, var det, der for alvor satte gang i den grønlandske bevægelse mod minedrift.

- Kuannersuit har altid været noget helt specielt, og området har egentlig altid været en del af vores liv, siger han og peger mod nordøst.

Udover, at han som barn i Narsaq var med til at løbe op og hente får og lam i kløften mellem Kuannersuit og Qaqqarsuaq (Narsaq fjeld) om efteråret, var det også et område fyldt med liv, fortæller han.

- Det var deroppe, hvor de store kvaner voksede. Kuannersuaq betyder egentlig ’stedet med de mange store kvaner’, fortæller han.

- Når vi er på rypejagt, er det stadig ved Qaqqarsuaq og på den anden side af Kuannersuit, at det foregår.

Derfor var det for Oleeraq Nielsen skræmmende, da man fra dansk side i 70’erne påbegyndte systematiske undersøgelser efter uran i området. Ifølge en artikel i Ingeniøren blev der brudt store mængder uranmalm i området fra 1979 til 1980.

Herefter kom der ro på, da Danmark senere besluttede sig for ikke at satse på atomkraftværker som energiforsyning, men modstanden og folkebevægelsen mod uran havde slået dybe rødder i den lille by.

Så da det australske selskab Greenland Minerals and Energy, der i dag hedder Energy Transition Minerals (ETM), i 2007 fik licens til at lede efter sjældne jordartsmetaller ved Kuannersuit, fandt Oleeraq Nielsen, hans kone og de andre aktivister bannerne og kampråbene frem igen.

I 2021 blev der som bekendt sat en stopper for Kuannersuit-projektet, da landets uranlov blev stemt igennem i Inartsisartut. Siden har ETM sagsøgt en række myndigheder her i landet, og mineselskabet kræver en udnyttelsestilladelse til Kuannersuit eller op mod 76 millarder kroner i erstatning.

- De har jo tabt, det er det, de ikke vil se i øjnene, lyder det fra Oleeraq Nielsen.

I dag er det ikke kun uranudvinding og Kuannersuit, som Urani Naamik beskæftiger sig med.

- Det startede i sin tid med minedrift i byerne. Det var det, vi sagde nej til i begyndelsen. I dag er det også minedrift i bredere forstand.

- Minedriften vil gå ud over naturen. Og vores havstrømme gør også, at forureningen vil føres andre steder hen – så det er ikke kun os, det rammer.

Guldfeber i Qaqortoq

Mens Oleeraq Nielsen, hans kone og de andre medlemmer i Uraani Naamik gør hvad de kan, for at gøre livet besværligt for mineselskaberne, er der andre her i landet, der øjner store muligheder i at udvikle råstofsektoren i Grønland.

I Qaqortoq, cirka 45 minutter væk fra Narsaq, er tonen for eksempel anderledes.

Her sidder Malik Vahl Rasmussen på sit kontor i entreprenørvirksomheden 60° North Greenland, som i foråret solgte 70 procent af sine aktier til det australsk-amerikanske råstofselskab Critical Metals Corp.

En handel, som Malik Vahl Rasmussen, der fortsat er administrerende direktør i 60° North Greenland, har fremhævet som en vej til yderligere vækst for entreprenørvirksomheden, til at styrke lokalsamfundet i Sydgrønland – og som et vigtigt skridt mod at gøre råstofsektoren til et fjerde ben i den grønlandske økonomi.

- Mange af de råstofprojekter, vi har set før i tiden, har måske manglet kunder eller har manglet det økonomiske grundlag. Men på det her projekt kan vi mærke, at det er anderledes. Der er også nogle helt andre geopolitiske kræfter i spil. Derfor har vi også valgt at fokusere så intensivt på det her projekt alene, fortalte Malik Vahl Rasmussen, da Sermitsiaq ringede ham op tilbage i september.

Dengang var der fuldt gang i aktiviteten ved Killavaat Alannguat, hvor der var blevet opført en arbejdscamp. Her havde Critical Metals Corp ansat 60 mand – alt fra geologer til sygeplejersker – til at arbejde på mineprojektet sammen med omkring 130 medarbejdere fra 60° North Greenland.

Da Sermitsiaq taler med entreprenørvirksomhedsdirektøren fortæller han, at 60° North Greenland er gået fra at have 48 ansatte i tidligere på året til 169 ansatte i september.

En fremtid for minesektoren

Malik Vahl Rasmussen tror på en fremtid for minesektoren i Grønland. Spørger man ind til, hvad han forestiller sig, at mineprojekter som Tanbreez-projektet kan have af effekt på samfundet, er armbevægelserne heller ikke små.

- Det her projekt har både stor opbakning fra NATO og EU, og det kan være med til at løfte levestandarden men også uddannelsesniveauet blandt de lokale, siger han.

- Derudover skal man huske, at den værdi, som minesektoren skaber for os, ikke kun er skatteindtægter. Det er jo også folk der får løn, og ansatte i minerne, der skal ned og handle ind i Brugseni, købe et medlemskab i fitnessklubben eller investere i en ny bil, siger Malik Vahl Rasmussen.

Mange mineprojekter verden over forårsager en del forurening, og mineprojekter, som det ved Killavaat Alannguat, kommer jo til at kunne ses i landskabet. Er det noget, som du ser på med ærgrelse eller ødelæggelse af naturen bare et offer, man bliver nødt til at gøre sig, hvis man vil have gang i minedriften i Grønland?

- Området derinde har været så skjult, for mit vedkommende i hvert fald, at det ingen indflydelse har på den hverdag, vi lever, svarer Malik Vahl Rasmussen.

- De miljømæssige konsekvenser, som der er blevet nævnt, meget af det er ikke faktuelt korrekt. PR og kommunikation er derfor også noget, man fra mineselskabet side bør have større fokus på, for at kunne få lukket ned for nogle af de rygter, der bliver spredt meget hurtigt.

- Ved at involvere så mange lokale som muligt, så håber jeg, at det her projekt kan blive et samfundsaccepteret projekt, siger han.

Kan du forstå, at nogle folk kan være bekymrede for en større minesektor – for eksempel hvis man er vant til at vandre og bruge naturen?

- Selvfølgelig kan jeg det. Jeg har også snakket med mange fiskere, men det kommer som sådan ikke til at have nogen effekt på bestanden, siger han.

- Og nogle af dem, jeg har snakket med, kan også godt se, at der er et niveau hernede i Sydgrønland, der skal løftes.

Miner er ok – hvis de ikke ødelægger naturen

Tilbage på terrassen i Narsaq, er der ikke mange positive toner at spore, når snakken falder på Tanbreez-projektet. Både fordi Killavaat Alannguat ikke ligger så langt fra Kuannersuit-fjeldet – men også fordi, Oleeraq Nielsen ikke er begejstret for, at det er et udenlandsk mineselskab, der står bag projektet.

- Vi tænker ikke positivt om folk, der sælger vores virksomheder til udenlandske mineselskaber, lyder det tørt fra Oleeraq Nielsen.

Det er jo længe gået ned ad bakke for Narsaq. Flere og flere er flyttet herfra, og der er ikke længere lige så meget gang i erhvervslivet, som der var engang. Vil mineprojekter generelt i Sydgrønland ikke kunne skabe noget mere liv og noget mere fremdrift for regionen?

- Vi har allerede en guldmine lidt længere sydpå ved Nanortalik, men det har overhovedet ikke påvirket den økonomiske situation. Så der skal mere til for at overbevise os, der er imod minedrift, svarer Oleeraq Nielsen.

Stod det til ham, gjorde man mere for at satse på de andre naturressourcer, der findes i området. Han peger hen på et par planter og områder i haven, hvor ham og hans kone eksperimenterer med at gro lidt afgrøder og grøntsager. Blandt andet kartofler.

- Vi er Sydgrønlands madkammer – det glemmer folk tit. Hovedparten af de grønlandske kartofler, der bliver spist her, kommer ovre fra den anden side af Kuannersuit, siger han.

Selvom Oleeraq Nielsen helst så en verden uden minedrift, har han også erkendt, at det er den vej, udviklingen i verden bevæger sig. Derfor svarer han ’nej’, da han bliver spurgt, om han mener, at det er forkert at satse på minedrift i Grønland.

- Vi kan ikke komme udenom minedrift. Selvom vi er imod miner, må vi erkende, at der er noget i verden, som vi ikke kan undvære til vores fremtid. Jeg tror ikke på, at vi kan bevare jorden, som den er. Vi er nødt til at ødelægge den lidt for at gøre den smukkere, siger han.

Hvad betyder det?

- Hvis vi kan finde en måde at gøre det ordentligt på uden at ødelægge naturen og omgivelserne, så er jeg til at snakke med i hvert fald. For vi har brug for undergrunden.