Tusass øger overskud til 179,5 mio. kr.

Tusass kommer ud af 2025 med et resultat før skat på 179,5 mio. kr. hvilket er 9,6 mio. kr. højere end i 2024. 60 mio. kr. skal afleveres til selvstyret i udbytte.

Offentliggjort

Onsdag afholder selvstyreejede Tusass generalforsamling, og selskabet offentliggør i den forbindelse årsregnskabet for 2025.

Tusass kommer ud af 2025 med overskud på 179,5 mio. kr.,  hvilket er 9,6 mio. kr. højere end i 2024, hvor resultat før skat udgjorde 169,9 mio. kr. 

- Resultatet overstiger budgetforventningerne, som var på 160-170 mio. kr. og anses som et særdeles positivt resultat, skriver Tusass i regnskabet.

Årets resultat efter skat er 134,2 mio. kr, og omsætningen på 804,8 mio. kr.

Som sædvanligt skal Tusass aflevere en del af overskuddet til ejerne i Selvstyret, og det foreslåede udbytte er på 60 mio. kr. Hvis udbyttet vedtages vil selskabet de seneste fem år  have betalt 410 mio. kr. i udbytte til selvstyret.

I regnskabet fremhæver Tusass følgende positive effekter i 2025:

  • Stigning i omsætningen på erhvervsinternet på fastprisaftaler.
  • Stigende omsætning i frimærkesalg og portoindtægter er drevet af indtægter på pakker.
  • Stigende omsætning i Engrossalg på NIP, GIP og mobilacces.

Negative effekter:

  • Et fald i postbokseomsætning pga. udfasning af postbokse.
  • Et fald i hosting-omsætningen.
  • Et samlet fald i Erhverv projektsalg.
  • Et fald i roaming omsætning.

Under dagens generalforsamling foretog Naalakkersuisut en enkelt udskiftning i bestyrelsen. Eqalunnguaq Abel Kristiansen udtræder af bestyrelsen og erstattes af Kim Duus.

Powered by Labrador CMS