Tyfon fører til evakuering af en million kinesere
Regn og vindstød øger risikoen for jordskred og oversvømmelser, advarer Kinas meteorologiske myndigheder.
Dronebillede fra lørdag viser kraftige vindstød på den kinesiske kyst. Søndag er tyfonen Dolphin gået i land.
Foto: Cnsphoto/Reuters/Ritzau Scanpix
Tyfonen Dolphin er søndag hvirvlet ind over den østlige del af Kina, og landet er i rød alarm - den mest alvorlige advarsel.
Det oplyser landets meteorologiske myndigheder ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
Kineserne har forberedt sig på, at Dolphin ville ramme, og landet har allerede evakueret over en million mennesker, flyttet offshore-medarbejdere i sikkerhed og har aflyst flere tusinde fly og hundredvis af færgeafgange. Også tognettet er ramt af aflysninger.
Landet har åbnet flere end 1000 herberger, mens tyfonen står på.
En tyfon er en tropisk cyklon, som ifølge Danmarks Nationalleksikon er et kraftigt lavtryk.
Dolphin bringer kraftig regn med sig, og ifølge myndighederne øger det risikoen for oversvømmelser og jordskred. Især i landets bjergrige områder og langs floderne.
Varslet om kraftig regn gælder frem til mandag i store dele af Østkina. Herefter forventer landets meteorologer, at Dolphin vil bevæge sig længere vestpå, før den aftager over det centrale og sydvestlige Kina.
Den sydlige del af Kina er allerede påvirket af Dolphin. Her er der målt høje temperaturer, som skyldes den varme luft, som er blevet presset ind af tyfonen.
Dolphin er indtil videre den kraftigste tyfon, der har ramt Kina i år.
Inden Dolphin gik i land over Kina, fejede den ind over Japan. Seks personer blev såret, og strømmen blev afbrudt på flere end 50.000 bygninger i landet.