Tvivlede på at stille op - nu er han naalakkersuisoq

Når man træder ind i Selvstyrets tårn og videre op på ottende etage til et sydvendt hjørnekontor, er det første indtryk et rum, der virker næsten sparsomt og ufærdigt. Væggene står nøgne uden mange billeder, og flere steder hænger tomme rammer eller står lænet op, som om de venter på at finde deres faste plads igen.

Kontrasten er tydelig, når man ser manden, der sidder i stolen i mødelokalet. Han virker langt fra rummets nøgterne udtryk. Allerede idet jeg træder ind på kontoret, er det tydeligt, at han har forberedt sig på sit første interview med en journalist. Papirer ligger sirligt ved siden af ham, håret er sat, og mødet, som er sat til 45 minutter, kan begynde.

Juulut, hvordan har du det?

– Jeg har det godt, og det er også lidt overraskende at sidde i en stol, jeg aldrig havde forestillet mig i livet. Men jeg har alligevel altid haft en følelse af at være klar, uanset hvad jeg går ind til, siger Jørgen Rosbach, som sidste måned blev udnævnt til naalakkersuisoq for miljø, natur, energi og forskning.

Halvdelen af mig ville, halvdelen ville ikke

Jørgen Rosbach er 40 år og har to uddannelser. Ud over en uddannelse som IT-administrator blev han sidste sommer også færdig som lærer.

Han husker tydeligt perioden, hvor han stillede op til Inatsisartut, netop som han var ved at afslutte læreruddannelsen.

– Jeg førte valgkamp, mens jeg var midt i mine eksamener. Jeg rejste ud, lavede valgkamp, gjorde mit eksamensmateriale klar, tog af sted igen, gik til eksamen og fortsatte valgkampen. Tidsmæssigt faldt det heldigvis sammen uden at kollidere, siger Jørgen Rosbach og fortsætter.

– Jeg havde egentlig forestillet mig et helt andet liv. Politik er ellers min hobby, men jeg ved, at hvis jeg ikke var blevet skubbet ret meget i retning af at stille op, så var jeg nok aldrig endt i den verden.

Gennem sine løbende politiske kommentarer på Facebook oplevede han, at flere og flere begyndte at opfordre ham til at tage skridtet og stille op.

Og sidste år traf han beslutningen om at stille op til Inatsisartut.

– Jeg førte valgkamp på en lidt mærkelig måde, næsten i sidste øjeblik. Den ene side af mig sagde ja, mens jeg indeni egentlig var ved at sige nej.

– Det, der holdt mig tilbage, var den del af mig, som gerne ville leve et almindeligt liv og ikke være på fjernsyn hele tiden. Men folks opbakning gav mig lysten og følelsen af, at mine erfaringer, min viden, min uddannelse og mine holdninger var klar, siger Jørgen Rosbach.

Politik kan virke fjernt, men pludselig tæt på

Ved valget sidste år blev han valgt ind i Inatsisartut. Med 354 stemmer blev han den kandidat for Demokraatit med fjerde flest stemmer. Dermed begyndte arbejdet i politik for alvor – i en verden, han tidligere havde holdt på afstand.

– Det er spændende, når man ser tilbage på valgkampen. Jeg møder folk fra andre partier, nye mennesker man ikke har set før, og store navne, man kun kender fra tv. At stå der iblandt dem føltes lidt mærkeligt – helt ærligt, det var mærkeligt, siger Jørgen Rosbach med et grin.

Men han fandt også hurtigt ud af, at afstanden til det politiske miljø ikke var så stor, som han havde forestillet sig.

– Politik kan godt virke fjernt, men pludselig kommer det tæt på. Aqqalu fra Atassut er jeg vokset op med, Nivi fra Demokraatit gik jeg i folkeskole med, og Jens-Frederik er min kusines lillebror. Kuno Fencker fra Naleraq har jeg mødt flere gange som ven, fordi vi begge er fra Ilulissat. Og så er der også en efterskolekammerat, Isak fra Naleraq, som er kommet ind i Inatsisartut.

- Så sker der det, at politikerne pludselig ikke virker så fjerne længere. Derfor holder jeg mig ikke tilbage længere, siger Jørgen Rosbach. 

Men politik er også centrum for sammenstødet mellem holdninger. 

- Det er meget anderledes at være politiker, og det vidste jeg godt på forhånd. For vi kommer jo til at støde sammen, når det kommer til økonomien. 

Spørge-Jørgen der elsker fakta 

Allerede før Jørgen Rosbach gik ind i politik, fulgte han med, også mens han arbejdede. 

- Jeg ved, at jeg måske har fulgt lidt for meget med i politik. Også når jeg arbejdede, fulgte jeg med med høretelefoner på. Jeg havde endda lyst til at spørge og tænker "der er sket det her." Jeg kan gå ti år tilbage, fortæller Jørgen Rosbach.

Blandt det, han fulgte særligt med i, var Inatsisartuts §37-spørgsmål til Naalakkersuisut. Og da han selv fik mulighed for at stille spørgsmål, blev han hurtigt en af de mest aktive i sit parti – alene sidste år stillede han 18 spørgsmål.

Han forklarer, at han har stillet spørgsmål for at sikre sig et oplyst grundlag, når han skal fremsætte forslag.

– Uanset hvor jeg er, sætter jeg stor pris på at have et solidt grundlag og viden, siger Jørgen Rosbach.

Når man er politiker, kan det vel ikke kun handle om fakta – eller hvad?

– Netop. Når man er politiker, handler det også om måden, man taler på, og om at kunne nå ind til menneskers hjerter.

Nu er han altså ved at finde sig til rette i den rolle, han har fået. Han mødes løbende med embedsfolk for at få indsigt i sagerne og deres status, og blandt dem, han også møder igen og igen, er interessenter.

Han er trådt ind i en koalition, som siden samarbejdet begyndte sidste år allerede har mistet et parti, og hvor fire ud af ti medlemmer af naalakkersuisut er trådt tilbage.

– Uden overhovedet at være betænkelig har jeg sagt ja til de områder, jeg har ansvar for nu, og det er også meget spændende at være med til at drive dem og deltage i arbejdet.

Men det er ikke bare sådan lige at træde ind i naalakkersuisut.

– Arbejdet i naalakkersuisut er også hårdt. Man kan sige, at jeg blev sat ind midt i strømmen. Alt var allerede sat i gang, og hjulene kørte allerede. Så det handler virkelig om at prøve at følge med, så man ikke sakker bagud – og om hurtigt at finde sin rolle, siger Jørgen Rosbach.

Han fortæller, at overgangen har været lettere, fordi embedsværket har hjulpet godt til. Men én ting er sikker: Arbejdet som naalakkersuisoq kommer også til at byde på tunge udfordringer.

Når han presser sig selv, får han også en mere bestemt fremtoning – og det kommer han næppe til at kunne skjule.

– Min Ilulissat-dialekt er nok blevet lidt mindre tydelig, fordi jeg har boet længere tid i Nuuk, end jeg har boet i Ilulissat. Dialekter er jo noget, folk kan lide, og når jeg anstrenger mig, bliver min Ilulissat-dialekt faktisk mere tydelig, siger Jørgen Rosbach med et grin.