Trump i ny udmelding: Vil sende hospitalsskib til Grønland
USA-præsident Donald Trump skriver på sit sociale medie Truth Social, at han vil sende et hospitalsskib til Grønland for at behandle syge.
Præsident Donald Trump og særlig udsending til Grønland og guvernør i Louisiana, Jeff Landry, spiste middag lørdag.Foto: Aaron Schwartz/Reuters/Ritzau Scanpix
Donald Trump er kommet med en ny udmelding om Grønland. Denne gang skriver præsidenten, at han i samarbejde med USA's særlige udsending, Jeff Landry, vil sende et hospitalsskib til Grønland:
Annonce
- I samarbejde med den fantastiske guvernør i Louisiana, Jeff Landry, sender vi et fantastisk hospitalsskib til Grønland for at tage sig af de mange syge mennesker, der ikke bliver taget hånd om der, skriver præsidenten og understreger:
- Den er på vej!!!
Udmeldingen er ledsaget af et AI-genereret billede, som viser et hospitalsskib med et amerikansk flag.
Donald Trumps udmelding er ledsaget af dette billede.Foto: @realDonaldTrump / Truth Social
Præsidenten henviser ikke til yderligere information fra amerikanske myndigheder eller andet, så hvad en sådan operation konkret betyder vides ikke.
På X har Jeff Landry delt Trumps opslag, og han takker præsidenten og skriver, at han er stolt over at samarbejde med ham på dette vigtige område.
Udmeldingen fra Trump kommer kort efter, at et besætningsmedlem fra en amerikansk ubåd lørdag blev evakueret og fløjet til behandling af det Grønlandske Sundhedsvæsen i Nuuk. Ifølge Arktisk Kommando havde besætningsmedlemmet behov for akut medicinsk behandling.
Flere Trump-støtter har tidligere kritiseret Danmark for ringe sundhedsforhold i Grønland. Sundhedsområdet blev hjemtaget i 1992 og er Grønlands ansvar. I år er der dog lavet en aftale om, at Danmark vil betale omkring 200 millioner kroner om året for behandling af grønlandske patienter i Danmark.