Rokering i Naalakkersuisut – Oppositionen indgår samarbejde

Nivi Olsen og Maritha Brobergs ansvarsområder uddeles til andre medlemmer af Naalakkersuisut. Samtidig indgår Atassut et samarbejde med de to andre oppositionspartier. 

Meget er sket siden efterårssamlingen startede på en våd fredag i september. (Arkivfoto)
Offentliggjort

To medlemmer af Naalakkersuisut er gået af siden i går eftermiddag. Først trak Atassut sig fra koalitionen, hvilket betød, at naalakkersuisoq for sociale anliggender, arbejdsmarked, familier og indenrigsanliggender, Maritha Broberg (A), også trådte ud af Naalakkersuisut.

Og i dag trak Nivi Olsen (D) sig som naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, idræt og kirke.

Dermed er der to tomme pladser i regeringen. Formandens departement skriver på Naalakkersuisuts hjemmeside, at naalakkersuisoq for miljø, natur, energi og forskning, Jørgen Rosbach (D), overtager Nivi Olsens ressortområde.

Mens Maritha Brobergs ansvarsområder overgår til naalakkersuisoq for finanser, Aqqaluaq B. Egede (IA).

Hvorvidt de overtager områderne permanent, er uklart. Det er før set, at en naalakkersuisoq midlertidigt overtager en andens ansvar, indtil der findes en længerevarende løsning. Hvis der skal indsættes nye medlemmer af Naalakkersuisut, skal de først godkendes af Inatsisartut.

Sermitsiaq følger tæt med i udviklingen.

Teknisk samarbejde og udvalgspladser

Dagens møde i Inatsisartut er lige begyndt, og her meddeler Jens Napãtôk’ (N), at der er indgået et nyt samarbejde.

Formanden for Inatsisartut, Kim Kielsen (løsgænger) læser op, at der er indgået et teknisk samarbejde mellem Naleraq, Siumut og Atassut.

Senere i dag vil der også blive rokeret i de forskellige udvalg. Kim Kielsen oplyser, at oppositionen får to pladser i udvalgene ud af fem.

Det handler om ændring af tyve udvalgspladser.

Kim Kielsen forventer, at det vil blive ordnet i løbet af dagen, når de er færdige med punkterne på dagsordenen.

Da Naalakkersuisut blev dannet efter valget sidste år, stod fire partier sammen med i alt 23 pladser i Inatsisartut. Først forlod Siumut koalitionen, og nu har Atassut også forladt samarbejdet. Demokraatit og IA har 18 pladser til sammen. Desuden støtter løsgænger Kim Kielsen koalitionen. Dermed har de stadig flertal.

Powered by Labrador CMS