Tre unge mistænkt for hundedrab

Politiet har på baggrund af vidner fundet frem til tre mistænkte i sagen om aflivning af ti slædehunde i Qasigiannguit. Alle er under den kriminelle lavalder og sagen er derfor givet videre til de sociale myndigheder.

Politiet har i samarbejde med borgere fundet frem til tre mistænkte i en sag om drab på 10 slædehunde ved Qasigiannguit natten til mandag.

Politiet har siden tirsdag søgt vidner i sagen og det har givet pote, oplyser Grønlands Politi onsdag.

- På baggrund af de mange henvendelser, som politiet i Qasigiannguit har modtaget i forlængelse af efterlysningen af brugstyveri, tyveri af rifler samt aflivning af hunde, er det nu lykkedes for politiet at identificere tre mistænkte i sagen.

Politiet takker for hjælpen

Natten til mandag blev en jolle samt tre rifler stjålet fra havnen i Qasigiannguit.

Jollen vendte tilbage til havnen tidligt mandag morgen. I samme tidsrum blev der skudt og dræbt 10 slædehunde, og det fik politiet til at bede offentligheden om hjælp i sagen.

Politiet oplyser videre, at alle tre mistænkte er under den kriminelle lavalder, og at sagen derfor er overdraget til de sociale myndigheder.

- Politiet i Qasigiannguit takker alle borgere for hjælpen.

Powered by Labrador CMS