Tre Naalakkersuisut på vej til Tasiilaq
Borgere i Tasiilaq har igennem årene bedt indgående om besøg fra Naalakkersuisut for at vise deres udfordringer og for at finde løsninger sammen. Nu kommer Naalakkersuisut på besøg.
Jens-Frederik Nielsen skal med to andre naalakkersuisut besøge Tasiilaq fra i morgen.
Foto: Oscar Scott Carl
Tre medlemmer af Naalakkersuisut er på vej til Tasiilaq efter flere års opfordringer fra byens borgere, der har ønsket større politisk opmærksomhed på lokale udfordringer.
Selvstyret oplyser, at de tre Naalakkersuisut, formanden for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen, Naalakkersuisoq for boliger, infrastruktur, yderdistrikter og beredskab Iddimanngiiu Jensen Bianco og Naalakkersuisoq for fiskeri, fangst, landbrug og selvforsyning Peter Borg, vil fra lørdag til onsdag være i Tasiilaq.
- Formålet med besøget er at mødes med borgere, lokale aktører, institutioner og virksomheder og drøfte samfundsforhold, skriver formandens departement i en kort meddelelse.
Under besøget forventes der dialog med både borgere og lokale aktører om en række udfordringer, som gennem længere tid har præget området. Naalakkersuisuts tilstedeværelse skal samtidig være med til at styrke samarbejdet og sikre, at beslutninger i højere grad tager udgangspunkt i lokale behov.
I forbindelse med rejsen inviterer naalakkersuisut til et kaffemøde for borgere i Tasiilaq i forsamlingshuset søndag klokken 14.00 til 16.00.