Travl nytårsnat for politiet: Brand, voldtægtsanmeldelse og gadeuorden
Grønlands Politi melder om en travl nat med mange alkoholrelaterede hændelser.
Nytårsnatten har med sine mange fejringer budt på travlhed hos politiet. Det fortæller vagtchef Bjørn Bjerregaard til Sermitsiaq.AG.
Blandt de alvorligere hændelser er en sag om voldtægt, som er blevet anmeldt i Uummannaq. Her er en mistænkt mand anholdt i sagen, og han vil blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af mandagen med ønske om tilbageholdelse.
Vagtchefen kan ikke sige yderligere om sagen tidligt mandag formiddag af hensyn til den videre efterforskning.
Derudover har politiet kl. 01.13 været ude til en brand i en bil i bydelen Nuussuaq i Nuuk samt kl. 00.37 til en brand i en lejlighed i Aasiaat.
Yderliger ni sidder anholdt
Der er ikke meldinger om personskade, og begge brande kan være relateret til fyrværkeri, men det skal efterforskningen afklare.
Bjørn Bjerregaard fortæller videre at udover manden, der er anholdt i voldtægtssagen, sidder yderligere 9 personer anholdt nytårsmorgen over hele landet i forbindelse med hændelser af forskellig karakter som eksempelvis gadeuorden. Det er forventningen, at de vil blive løsladt i løbet af dagen.
- Det har været en travlt nat, og telefonerne ringer fortsat hele tiden her til formiddag, siger Bjørn Bjerregaard om situationen ved ni-tiden mandag.