To børn indlagt på Sana i Nuuk med senfølger af corona
Den seneste uge har landslægen opdaget to tilfælde af MIS-C som er en eftervirkning på corona, der ses i meget sjældne tilfælde hos børn. De to børn er indlagt på intensiv afdeling på Sana i Nuuk.
To børn på henholdsvis syv og ni år er indlagt på intensiv afdeling på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.
Landslæge Henrik L. Hansen oplyste på pressemødet tirsdag, at to tilfælde af MIS-C her i landet er et usandsyndligt scenarie, da det er en meget sjælden komplikation.
Men syndromet er ikke ukendt, understreger han.
- Det er velkendt, at børn efter covid-sygdom pludselig kan få en sygelig påvirkning af deres organer. Det er en meget sjælden tilstand. Vi ville ikke have forventet at have to tilfælde i Grønland samtidig. Men det er den slags tilfældigheder der er, og som man må forvente.
Ingen præcise tal på forekomsten
I en artikel i Ugeskriftet.dk fremgår det at MIS-C (multisystem inflammatory syndrome in children) opleves som en meget sjælden eftervirkning på corona blandt børn, men at der ikke er præcise tal på hyppigheden.
- Et groft estimat er, at cirka ét barn får MIS-C blandt 20.000 smittede børn, siger Ulrikka Nygaard, fra Rigshospitalets Børne og Unge Klinik, der leder det nationale forskningssamarbejde i Covid-19 hos børn.
Sygdommen omfatter blandt andet feber, højt CRP-niveau og påvirkning af mindst to organer, herunder affektion af mave-tarm-systemet, hjerte og/eller hud og slimhinder.
komplikation kan opstå hos børn og teenagere 1-6 uger efter en ellers mild eller symptomfri infektion med coronavirus.
Sygdommen medfører feber og højt CRP-niveau og kan blandt andet give hjertepåvirkning samt kraftige mavesmerter, der kan forveksles med blindtarmsbetændelse.
Sygdommen symptombehandles, oplyser landslægen.