Tilbagegang vækker bekymring i Qeqqata
Kommunalbestyrelsen vil lave tiltag for at forbedre folkeskolen efter tilbagegang i trintestresultater.
En ny samling af skolernes trintestresultater i Qeqqata Kommunia viser en tilbagegang, som har medført panderynker i kommunalbestyrelsen.
Derfor har kommunalpolitikerne besluttet, at der skal kigges på, hvad tilbagegangen skyldes, og ikke mindst hvad der kan gøres for at vende udviklingen.
- Trintestene i kvalitetsrapporten viser, at skolerne i Qeqqata Kommunia ikke alene ligger under landsgennemsnittet, men testene viser også tilbagegang i forhold til 2020 på nær nogle klasser, som har klaret sig godt i specifikke fag, siger borgmester Malik Berthelsen (S) i en pressemeddelelse og fortsætter:
Manglende forbedring skal afklares
- Vi må have afklaret flere ting på baggrund af rapporten, derfor vil det være naturligt, at de enkelte skoler kommer med uddybende forklaringer om, hvorfor resultaterne ikke er blevet forbedret, hvad der gøres for at højne kvaliteten, og hvilke planer der er for at komme på højde med og helst gerne over landsgennemsnittet.
I rapporten er der lavet nedenstående opsamlende grafik, der viser det gennemsnitlige resultet i kommunens skoler sammenlignet med landsgennemsnittet.
Kommunens udvalg for uddannelse skal nu i gang med at kigge nærmere ned i kvalitetsrapporten, og udvalgsformand Evelyn Frederiksen (S) understreger, at udvalget vil arbejde for at give kommunalbestyrelsen en fyldestgørende redegørelse til næste kommunalbestyrelsesmøde i februar 2022.
Vil kigge på fravær
De to politikere kan dog allerede nu sige, at man blandt andet vil kigge på emner som forældreengagement og fravær, da de to ting kan være en del af nøglen til at vende udviklingen.
Tal fra byskolerne viser, at der stadig er behov for ekstraordinære tiltag for at mindske ulovligt fravær, lyder det fra borgmesteren og udvalgsformanden:
- Men noget tyder på at Atuarfik Kilaaseeraq i Maniitsoq har fundet en god metode til at bekæmpe ulovligt fravær, mens skolerne i Sisimiut stadig kæmper med at få nedbragt fraværet. Vi glæder os til at få indblik i, hvordan Atuarfik Kilaaseeraq er lykkedes med at få nedbragt fraværet, og vi ser frem til de fremadrettede tiltag for, at alle kommunens skoler kan komme ulovlig fravær til livs, siger borgmester Malik Berthelsen og formanden for uddannelsesudvalget, Evelyn Frederiksen samstemmende.
Kommuneskolernes resultater ved afgangsprøven er også beskrevet i rapporten, og de er generelt lidt højere end landsgennemsnittet: