Tidligere medlem af Siumut lokalbestyrelse dømt for underslæb
Et tidligere bestyrelsesmedlem i Siumuts lokalafdeling i Sisimiut er dømt for mandatsvig. Vedkommende er dømt for at have taget ikke mindre end 129.127,53 kroner fra partiets konto.
Tirsdag er der faldet dom i en sag om mandatsvig i Siumuts lokalafdeling i Sisimiut.
Dommen lyder på anbringelse i anstalt i to måneder og erstatning til Siumut Sisimiut på 129.127,53 kroner i retssagen, der er afsluttet tirsdag den 19. september i Qeqqata Kredsret.
Det er et tidligere bestyrelsesmedlem i Siumut Sisimiut, en kvinde på 51 år, der er dømt i sagen.
Anklagemyndigheden har vurderet sagen som alvorlig, da det drejer sig om økonomisk underslæb begået over en længere periode, og har af den grund krævet fire måneders anstaltsanbringelse.
- Retten fandt imidlertid en foranstaltning på to måneders anstaltsanbringelse for passende, da forholdene er begået for tre til fem år siden. Vi er tilfredse med sagens afgørelse, taget i betragtning af hvor gammel sagen er, siger specialanklager Lars Petersen om afgørelsen.
Udbedt sig betænkningstid
Den 51-årige kvinde har ifølge anklageskriftet overført pengene fra Siumut Lokalforenings konto til sig selv og sine familiemedlemmer. Overførslerne er fordelt over fem gange fra 5. juni 2018 til 20. april 2020.
Sagen har været for retten første gang i juni i år, men fortsættelsen blev udsat af kredsretten, da et vidne i sagen var forhindret i at deltage. Nu er sagen afsluttet, og anklagermyndigheden har accepteret dommen.
Det er dog uvist, om sagen skal ankes til landsretten. Den dømte har udbedt sig 14 dages betænkningstid efter dommen.