Under det grønlandske flag

Den røde løber ligger rullet ud i foyeren i kulturhuset Katuaq i Nuuk.

Langs den står mennesker, som ellers sjældent befinder sig samlet på samme sted. Filmskabere, skuespillere, filmfolk og filmelskere blander sig mellem hinanden. Der bliver hilst, krammet og snakket.

Der er noget særligt over at se filmverdenen samlet igen.

Udenfor er mørketiden begyndt at sænke sig over Nuuk. Indenfor er der lys, varme og forventning.

Nuuk International Film Festival fylder ti år, og aftenen har den særlige blanding af højtidelighed og forventning, som hører en festivalåbning til.

Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Avaaraq Olsen, åbner festivalen og taler om betydningen af at samle talenter fra oprindelige folk. Senere tager formanden for det nye filminstitut i Grønland, Inunnguaq Petrussen, også ordet.

Han taler om betydningen af, at Grønland nu har fået et filminstitut, og om hvor vigtigt det er, at mennesker samles om film og fortællinger.

Men talen handler også om noget, der rækker ud over film.

Grønland befinder sig i en særlig og svær tid, siger han. Og netop derfor er det vigtigt at have noget, man kan samles om, også selv om man ikke mener det samme politisk.

Et af de steder, hvor vi kan mødes, er under det grønlandske flag. Det er også noget af det, der gør aftenens åbningsfilm særlig vigtig, lyder pointen.

Alvoren og humoren går hånd i hånd, der er grin og smil fra salen, mens festivalens første aften langsomt bevæger sig mod det, alle er kommet for.

Filmen.

En fortælling af os

Så bliver lyset dæmpet.

Stemmerne fra foyeren forsvinder. På lærredet kommer det grønlandske flag til syne.

Åbningsfilmen er “Erfalasorput” - vores flag lavet af Johannes Ujo Müller.

Dokumentaren er et portræt af det flag, som i dag er en selvfølge i den grønlandske hverdag, men som har sin egen historie.

I filmen bliver historien om hvordan flaget blev til, fortalt gennem mennesker fra forskellige generationer. Tidligere landstingsmedlemmer og markante politikere, unge grønlændere, som studerede i Danmark, og Thue Christiansen, designeren bag flaget, og hans egne døtre fortæller om flaget og om den betydning, det har fået.

Man får også ting at vide, som man måske ikke vidste i forvejen. Blandt andet at der allerede findes et flag i Danmark, som ligner det grønlandske. Det tilhører Egå Rosport og blev taget i brug af roklubben allerede i 1970 - flere år før Erfalasorput blev Grønlands flag.

Filmen er informativ, men den bliver aldrig tung.

Der bliver grinet i salen.

Humoren får plads, også når fortællingen bevæger sig ind i den politiske historie. Det gør filmen levende og genkendelig. For humoren er også en del af den måde, vi fortæller historier på.

Og så er der noget andet, jeg mærker, mens jeg ser den.

Filmen er lavet af en grønlænder.

Det kan være svært at forklare præcis, hvad det gør ved oplevelsen. Men der er en genkendelighed i den. I måden mennesker taler på. I humoren. I blikket på vores egen historie.

I en tid, hvor “nothing about us without us” fylder mere, føles det særligt at sidde i en biografsal og se en fortælling om Grønland, som bliver fortalt indefra.

Ikke som en fortælling om os. Men som en fortælling af os. Indigenous cinema at its very best.

Humor som åndehul

På et tidspunkt kommer Lars-Emil Johansen ind på Donald Trump.

Så kommer joken. Og noget ændrer sig i salen.

For Trump er ikke bare en fjern amerikansk præsident i denne fortælling. Hans navn bærer en alvor med sig. En uro, som også kan mærkes her i Grønland, hvor verdens øjne i denne tid har rettet sig mod landet.

Men Lars-Emil Johansen gør noget andet med det.

Han joker. Det letter stemningen. Ikke fordi alvoren forsvinder, men fordi der pludselig bliver plads til at trække vejret og grine af noget, som ellers kan føles tungt.

Johansen får næsten rollen som den ældre i familien, der kan tillade sig at sige det, de andre måske ikke siger. Den bedsteforælder, der med et glimt i øjet kan punktere en alvorlig stemning og få alle omkring bordet til at slappe lidt mere af.

Og det er også en del af filmens styrke.

Den ved, hvornår den skal fortælle os noget vigtigt - og hvornår den skal give os lov til at grine.

Et fællesskab i mørketiden

Da jeg går fra Katuaq efter åbningsaftenen, er mørket der stadig.

Men indenfor har der i nogle timer været et sted, hvor mennesker kunne mødes. Om en film. Om et flag. Om noget, der tilhører os alle.

Når jeg tænker tilbage på åbningsaftenen, er det ikke kun filmen, jeg husker. Jeg husker også menneskene omkring den. Latteren i salen. De små samtaler i foyeren. Mennesker, der mødes på tværs af alder og holdninger, fordi de er kommet for at se film.

Og måske er det netop noget, vi har brug for lige nu.

I en tid, hvor Grønland fylder mere end nogensinde i den store verden, og hvor der er meget at være uenig om, findes der stadig steder, hvor vi kan mødes.

Om en film. Om et flag. Om noget, vi deler, selv når vi ikke deler holdninger.

Måske er det også noget af det, filmen efterlader: følelsen af, at selv når vi ser forskelligt på verden, findes der stadig noget, vi kan stå sammen om.

Under det grønlandske flag.