– Finder ministeren det rimeligt, at en pludselig ændret praksis vedrørende tilknytningskrav kan afskære grønlændere fra at flytte hjem til Grønland med deres ægtefælle og børn?
Sådan lyder et spørgsmål fra folketingsmedlem Naaja H. Nathanielsen (IA) til den danske udlændingeminister, Morten Bødskov.
– Finder ministeren det rimeligt, at en pludselig ændret praksis vedrørende tilknytningskrav kan afskære grønlændere fra at flytte hjem til Grønland med deres ægtefælle og børn?
Sådan lyder et spørgsmål fra folketingsmedlem Naaja H. Nathanielsen (IA) til den danske udlændingeminister, Morten Bødskov.
Dermed spørger Naaja H. Nathanielsen ind til en problemstilling, der første gang blev omtalt i Sermitsiaq 17. september 2026.
Udlændingestyrelsen har ændret praksis, sådan at det bliver sværere for danske statsborgere i Grønland at opnå familiesammenføring med udenlandske ægtefæller.
De skal nu leve op til det såkaldte tilknytningskrav. Det vil sige, at parrets samlede tilknytning til Grønland mindst skal svare til deres tilknytning til et andet land. Tidligere var par undtaget fra det krav, når den ene af parterne var dansk statsborger.
Styrelsens skærpede praksis har ført til afslag på familiesammenføring i mindst et tilfælde, som Sermitsiaq er bekendt med.
Udlændingeminister Morten Bødskov er den politisk ansvarlige for udlændingeregler i Grønland, da området ikke er hjemtaget af selvstyret.
Venter stadig på svar
Ifølge lovens ordlyd burde danske statsborgere stadig være undtaget fra tilknytningskravet. Udlændingestyrelsen mener alligevel, at praksis skal ændres på grund af en afgørelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Men styrelsen har stadig ikke oplyst, hvilken afgørelse der er tale om.
Ud over en redegørelse for praksisændringen ønsker Naaja H. Nathanielsen oplyst, hvordan de danske myndigheder har inddraget Naalakkersuisut forud for beslutningen.
Sermitsiaq har stillet lignende spørgsmål siden september, men ikke fået svar fra hverken Udlændingeministeriet eller Udlændingestyrelsen. Ifølge Udlændingeministeriet har et svar afventet interne høringer af styrelsen.
Departementet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Familier og Indenrigsanliggender oplyste 30. september til Sermitsiaq, at man ikke kunne lokalisere høringsmateriale i sagen.
Derfor havde det grønlandske departement ligeledes kontaktet de danske udlændingemyndigheder.