UNNIA
Naturen skal styrke unges livsmod
På længere sigt er ambitionen, at erfaringerne fra projektet kan komme flere børn, unge og familier i Tasiilaq til gavn.
Foto: Søren Skov
Anna Uzelac Nørgaard, fungerende skoleinspektør, er med i et nyt forsøgsarbejde i Tasiilaq, hvor natur, fysisk aktivitet og fællesskab skal være en del af elevernes skoleliv. Det skriver Kommuneqarfik Sermersooq på sin hjemmeside.
- Vi glæder os til dette dejlige fællesskab, hvor vi kommer til at støtte børnene og gå med deres drømme om, hvad de vil i fremtiden. Det var dejligt at se glade ansigter til det første møde med holdet, hvor de var nysgerrige og spurgte, om de kan sejle i qajaq, svømme og fiske med flue, når vi kommer til Skotland til næste forår. Også tanken om at komme ud i naturen i Tasiilaqs bagland vakte stor begejstring. En god start med fællesskab. Vi glæder os til et godt samarbejde på tværs, siger Anna Uzelac Nørgaard.
Kommuneqarfik Sermersooq har modtaget tre millioner kroner fra Folketingets Grønlandsudvalg til projektet, der løber over to år og gennemføres i samarbejde med non-profit-organisationen Sustainable Now.
En gruppe elever fra skolens udskoling får gennem programmet The Polar Academy Greenland mulighed for at lære gennem udeliv og aktiviteter i naturen året rundt. Formålet er blandt andet at styrke elevernes selvtillid, ansvarsfølelse og tro på egne evner.
Projektet er inspireret af den skotske organisation The Polar Academy, som arbejder med unge gennem fysisk træning, friluftsliv og polarekspeditioner. Den skotske organisation bidrager med erfaring og sparring til forsøgsarbejdet i Tasiilaq.