Større fokus på internationale relationer

To grønlandske studerende har været i Bruxelles for at lære om Grønlands relationer til EU – og besøget har gjort stort indtryk.

Under mandatperioden i OCT-YN, vil mandaterne deltage i månedlige webinarer og dialoger med toppolitiske EU-ledere.
Offentliggjort

Ved oprettelse af et nyt ungdomsnetværk ’OCT-YN’ i den Europæiske Kommission, har Grønland fået to repræsentanter - de grønlandske studerende, Niini Malu Hansen og Naja-Theresia Høegh, der begge til daglig studerer i København. Grønland er del af de oversøiske lande og territorier, også kaldet OLT, i den europæiske union.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Mandatet i OCT-YN har til formål at skabe bedre relationer mellem OLT-landene og skabe viden om EU blandt ungdommen. Ungdomsnetværket fra de oversøiske lande og territorier indebærer landene og territorierne Aruba, Bonaire, Curaçao, Fransk Polynesien, Ny Kaledonien, Saba, Saint Pierre og Miquelon, Sint Maarten, Wallis, Fortuna og Grønland.

Til fælles har landene, at de ikke er medlemmer af EU og førhen har været kolonier af en europæisk medlemsstat, som de stadig har forbindelse til. Ungenetværket mødtes fysisk i Bruxelles i oktober og senere i slut november i Ny Kaledonien, hvor deres fælles budskaber blev præsenteret i EU-OLT-forummet.

- Vi håber, at netværket er starten på en større ungdomsbevægelse for interessen for Grønlands internationale relationer, heriblandt EU. Vi ser frem til at sprede viden om EU og håber, at politisk engagerede grønlandske unge vil deltage i fremtidige ungdomsnetværker, da det vil gavne vores ungdom og samfund, fortæller Niini Malu Hansen.

Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS