Stadig kø til valgstedet i Nuuk

Valgdeltagelsen ser ud til at ende på samme niveau som ved de seneste valg. Mange står fortsat i kø for at stemme i hovedstaden.

Der er fortsat lang kø for at stemme i Nuuk klokken 19.30.
Offentliggjort

Klokken 19.00 har 41.15 procent af de godt 13.700 stemmeberretigede i hovedstaden sat deres kryds til Inatsisartut og 39.78 procent til kommunalvalget.

Ud over de, der har fundet vej til valgstedet i dag, så har omkring 11 procent af borgerne brevstemt forud for valget.

Der er fortsat lang kø foran Inussivik kort tid før 20.00, hvor valgstedet officielt skal lukke. Kommunikationschef i Kommuneqarfik Sermersooq, Lars Damkjær, oplyser til Sermitsiaq.AG, at valgstedet ikke lukker, før den sidste person har stemt.

Valglederne har derfor ekstraordinært besluttet at holde døren åbent, til alle i køen har afgivet deres stemme.

- Vi har ikke sat tidspunkt på, hvornår vi lukker dørene. Det kan lige så godt tage et par timer. Alle i køen skal have mulighed for at stemme, og vi kan ikke opløse køen, da de har ret til at stemme, fortæller Jens Berthelsen, der er en af vagterne på valgstedet.

- Det er helt ekstraordinært, at der holdes åbent efter klokken 20.00. Det har jeg aldrig oplevet før, siger Klaus Georg Hansen, der er afdelingschef i indenrigsafdelingen i Selvstyret.

Høj deltagelse på kysten

Valgdeltagelsen ser foreløbigt fin ud i Sisimiut, Ilulissat Aasiaat og Qaqortoq.

I Qaqortoq er der fortsat godt med vælgere i hallen. Valgleder Peter Petersen oplyser, at 53,64 procent af de stemmeberettigede har afgivet deres stemme til Inatsisartut, mens 52,74 procent har givet deres kryds til kommunalvalget.

I Ilulissat er der 3.368 stemmeberettigede til Inatsisartut. Af dem har 62,5 procent afgivet deres stemme klokken 19.00, oplyser valgleder Arnaralunnguaq Petersen.

61,4 procent af de stemmeberettigede har sat deres kryds ved kommunalvalget i Ilulissat.

- Vi har haft vælgere hele dagen igennem. Og trods coronarestriktioner er det gået meget godt, fortæller Arnarulunnguaq Petersen.

Måtte låse dørene

I Sisimiut oplever valglederen, at der er større valgtilslutning til kommunalvalget i forhold til valget i 2017. Der er dog færre afgivne stemmer til Inatsisartut omkring klokken 19.00.

56,24 procent af de stemmeberittegede har afgivet stemme til Inatsisartut, det er et lille fald på 8 procentpoint i forhold til 2018. 55,7 procent har sat kryds ved kommunalvalget i Sisimiut, hvilket er en stigning på 4,7 procentpoint i forhold til for fire år siden.

- Vi måtte kortvarigt låse dørene til valgstedet i Taseralik i Sisimiut mellem klokken fire og fem. Men der er hele tiden godt med folk hele dagen igennem. Hele dagen har vi serviceret omkring 250 borgere hver time, og ved spisetid var der 150 per time. Det er meget godt, fortæller valgleder i Sisimiut, Nick Berthelsen til Sermitsiaq.AG.

I Aasiaat har 46.75 stemt til kommunalvalget klokken 19.00 og 53,21 har afgivet stemme til Inatsisartut.

Samlet på landsplan var valgdeltagelsen ved seneste kommunalvalg i 2017 på 61.1 procent og 71,9 procent ved inatsisartutvalg i 2018.

Powered by Labrador CMS