SSI: Omikronvariant udgør snart 100 procent af smittetilfælde i Danmark
Omikronvarianten BA.2 blev dominerende i uge 2 og vil snart udgøre op mod 100 procent, skriver Statens Serum Institut. Det er også den herskende variant her i landet, har landslægen oplyst torsdag.
Omikronvarianten BA.2 er snart altdominerende i Danmark.
Statens Serum Institut (SSI) forventer, at den vil udgøre op mod 100 procent af smittetilfældene i midten af februar, skriver SSI i en pressemeddelelse.
Udmeldingen er baseret på et dansk studie lavet af SSI, Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet.
SSI skriver, at vækstraten for BA.2 er markant højere end for BA.1, som var den dominerende omikronvariant indtil uge 2 i det nye år.
I uge 3 udgjorde BA.2-varianten 69 af smittede med corona.
BA.2 er hele 30 procent mere smitsom, vurderer SSI.
44.000 smittede det seneste døgn
Studiet viser desuden, at der med BA.2 er 38 procent større chance for at smitte et andet husstandsmedlem inden for den første uge.
Målingen er baseret på 8541 husstande med 17.945 øvrige beboere i perioden fra den 20. december til den 18. januar.
Risikoen for at blive smittet med både BA.1 og BA.2 er højest for uvaccinerede, skriver SSI.
Den relative risiko for at blive smittet for vaccinerede er dog højere med BA.2.
Torsdag var 44.225 testet positive med corona det seneste døgn.
Ingen grund til bekymring
Samtidig steg antallet af indlæggelser med 24 til 1116. Et rekordhøjt tal under pandemien.
Overlæge på intensiv afdeling på Bispebjerg Hospital Christian Wamberg ser dog ingen grund til bekymring.
- Jeg tolker det, som om der bliver flere og flere indlagt med corona og ikke på grund af corona. På infektionsmedicinsk og lungemedicin ser vi ikke så mange, der har coronalungebetændelse.
- Lige nu er der rigtig mange, der bliver smittet og testet, men jeg har ikke fornemmelsen af, at der er rigtig mange, der bliver syge, siger han.