Den nye lufthavn i Ilulissat på 2.200 meter åbner den 29. oktober, og den vil være med til at åbne direkte ruter til udlandet.
Nye forhold og muligheder vil gøre sig gældende, og det ser formanden for Grønlands Erhvervs afdeling i Ilulissat, der også er fungerende landsformand for foreningen, frem til.
Den nye lufthavn i Ilulissat på 2.200 meter åbner den 29. oktober, og den vil være med til at åbne direkte ruter til udlandet.
Nye forhold og muligheder vil gøre sig gældende, og det ser formanden for Grønlands Erhvervs afdeling i Ilulissat, der også er fungerende landsformand for foreningen, frem til.
- Vi ser meget positivt på den nye lufthavn. Ilulissat har gennem årtier udviklet sig som turistdestination, og lufthavnen er en vigtig investering i den videre udvikling. Den giver erhvervslivet et stærkere grundlag for at skabe arbejdspladser, udvikle virksomheder og tiltrække investeringer, siger Jens Peter Pars til Sermitsiaq.
Ifølge hans vurdering vil det blive muligt at øge turismen i regionen, altså Diskobugten, når Ilulissat bliver lettere at komme til. Det vil også give aktørerne i turismebranchen mulighed for at samarbejde mere, mener formanden.
- Det gælder overnatning, oplevelser, restauranter, transport og de mange virksomheder, der leverer til turismen, siger Jens Peter Pars.
Ønsker flere tilbud om vinteren
Ilulissat besøges af mange turister in perioden fra foråret til efteråret. Ifølge Grønlands Erhverv har turismeaktørerne i byen travlt om sommeren, hvor de både har gode forhold men til tider også er presset af de mange turister. Derfor ønsker formanden, at der med den nye lufthavn sættes fokus på aktiviteter om vinteren.
- Derfor skal vi også bruge lufthavnen til at skabe aktivitet i en større del af året.
- Det kan give virksomhederne et mere stabilt grundlag og skabe flere helårsarbejdspladser. Men det kræver målrettet markedsføring, nye samarbejdspartnere og tilbud, der passer til vinterens gæster, siger Jens Peter Pars.
Han mener dog, at rammerne skal være gode, hvis nye initiativer skal blive til virkelighed, og investeringer skal være attraktive.
- Her er vi bekymrede for, at lovgivningen om blandt andet fiskeri, turisme og fast ejendom kan gøre det vanskeligere at tiltrække den nødvendige kapital.
Han oplyser også, at organisationen er i dialog med mulige investorer i Ilulissat og Nordgrønland.
Ønsker bedre adgang til andre byer
Selv om tilgængeligheden til Ilulissat bliver bedre, bør de øvrige byer i nærheden også blive lettere tilgængelige, mener Grønlands Erhverv.
Organisationen lægger vægt på, at lufthavnen i Ilulissat ikke kun ses som en lufthavn for Ilulissat, men som en regionslufthavn.
– Det offentlige har et ansvar for infrastrukturen omkring lufthavnen. Vi skal kunne få gæsterne videre ud i regionen, og der skal være mulighed for at gennemføre det byggeri og den udvikling, som følger med, siger formanden.