EU lancerer ny Arktisk Strategi
Arktis er i forandring, og derfor har EU udarbejdet en ny strategi med fokus på stærkere sikkerhed, robust infrastruktur og økonomiske muligheder. Et af målene er at få Grønland tættere på EU, siger Danmarks EU-kommissær.
I starten af september var EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i Nuuk sammen med den danske statsminister, Mette Frederiksen. Her besøgte de to Qoornoq sammen med formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen. (Arkivfoto).
Foto: Oscar Scott Carl
Europa-Kommissionen har i dag præsenteret en ny strategi for Arktis.
Strategien præsenterer en ny ramme for politisk samarbejde mellem ligesindede partnere med mennesker, sikkerhed, klima og velstand som centrale omdrejningspunkter.
Den har fire prioriteter: styrkelse af sikkerhed og modstandsdygtighed, håndtering af klimaforandringerne i Arktis, velstand samt muligheder for mennesker og lokalsamfund i Arktis.
– Arktis er Europas nordlige nærområde – tæt på, tæt forbundet med os og afgørende for vores fremtid. Og området er under forandring. Nye sejlruter og ressourcer skaber øget strategisk konkurrence.
– Med vores nye strategi investerer vi i stærkere sikkerhed, robust infrastruktur og økonomiske muligheder. Til gavn for de mennesker, der har deres hjem i Arktis, og for vores fælles område, siger Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.
Arktisk sikkerhed er europæisk sikkerhed
Der bor mere end en halv million EU-borgere bor i Arktis. Kongeriget Danmark, Finland og Sverige er arktiske EU-medlemsstater, og EU har tætte forbindelser til Norge, Island, Storbritannien, Canada og USA. Derfor har udviklingen i Arktis direkte betydning for Europas sikkerhed, klima og velstand.
Kaja Kallas, EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik samt næstformand for Europa-Kommissionen, udtaler, at arktisk sikkerhed er europæisk sikkerhed.
I takt med at Rusland og Kina øger deres tilstedeværelse og ambitioner, er Arktis blevet en frontlinje i den globale stormagtskonkurrence. Vores reviderede strategi afspejler denne nye virkelighed og placerer sikkerhed helt centralt, siger hun.
Arktis forandrer sig hurtigt. Området opvarmes næsten fire gange så hurtigt som det globale gennemsnit, hvilket påvirker økosystemer og ændrer levevilkårene for befolkningen og lokalsamfundene.
Den nye strategi har til formål at fremme et stabilt og fremtidssikret Arktis i tæt samarbejde med arktiske partnere og lokalsamfund, herunder oprindelige folk, og til gavn for dem.
Dan Jørgensen: Arktis-strategi skal knytte Grønland tættere til EU
Et af målene med strategien er, at Grønland skal tættere på EU. Det siger Danmarks EU-kommissær for energi og boliger, Dan Jørgensen.
- Der er ikke nogen tvivl om, at denne Arktis-strategi viser, at vi er ved at knytte EU og Grønland tættere til hinanden til gensidig nytte og i gensidig respekt, siger Dan Jørgensen til Ritzau.
I september underskrev EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen og formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, og den danske statsminister, Mette Frederiksen, en fælleserklæring om styrket samarbejde, som blev underbygget med en EU-investering på 1,5 milliarder kroner i blandt andet digital infrastruktur i Grønland.
- Det viser, at vi mener det alvorligt. Vi kommer til at samarbejde om digitalisering og grøn energi og er i det hele taget af den klare opfattelse, at det i fremtiden er både i EU's interesse, men også i Grønlands interesse, at vi bliver tættere knyttet til hinanden, siger Dan Jørgensen.
Den nye strategi anerkender Grønlands ret til selvstændighed.
- Vi er fra EU's side optaget af, at vi knytter tætte bånd, men spørgsmålet om selvstændighed besluttes af Danmark og Grønland.
- Det er ikke noget, vi fra EU's side blander os i. Og pengene kommer ikke med betingelser, der binder Grønland ud i fremtiden, siger Dan Jørgensen.
EU-Kommissionens strategi anerkender også den nylige aftale mellem Grønland, Danmark og USA, som ifølge EU-Kommissionen "styrker den fælles sikkerhed i Arktis".