Sikkerhed bør vægte meget mere

Jeg gik på New Yorks gader og mindedes en ung kvindes ekskæreste, der midt om natten gik ind på hendes bolig og skød sig selv ihjel foran hende. 

Hun havde forladt ham, fordi han var voldelig.Det fik mig også til at tænke på en anden tragisk hændelse, hvor en eksmand brød ind i sin ekskones bolig, skød hende ihjel og efterfølgende tog sit eget liv. Hun havde forladt ham, fordi han var voldelig.

Alvorlige og traumatiske hændelser, der udover de implicerede, påførte smerte og sorg hos de pårørende, venner og bekendte. Det værste er, at de to hændelser ikke er enkeltstående. Det er sket for alt for mange. Og tænk, at de måske kunne have være forhindret, hvis våbenlovgivningen var strammere end det er tilfældet i dag.

Jeg husker tydeligt, da Justus Hansen fra Demokraatit, første gang fik stramning af våbenlovgivningen i Grønland på dagsordenen i Inatsisartut. Det var positivt, for det var nødvendigt og på tide, at de store problemer, som kommer af manglende håndtering og lovgivning af våben, blev taget alvorligt. Der gik 15 år, inden Naalakkersuisut fik fremlagt et lovforslag. Og nu er den udsat - igen.

Egentlig er der stor opbakning til de dele i lovforslaget, der omhandler forsvarlig opbevaring af skydevåben og at skydevåben, dele og patroner skal opbevares hver for sig. Målet er, at våbenet ikke frit må kunne tages og anvendes uden samtykke. Der, hvor filmen knækker, er forslaget om en aldersgrænse på 15 år for at kunne købe, fremstille, eje og bære et skydevåben, samt at børn ned til 12 år skal have en ansvarlig voksen, som ledsager.

Argumentet fra Siumut er, »at man må tage højde for, at vi i generationer har haft en jagt- og fangerkultur, hvor våben spiller en central rolle. At ville begrænse fangerkulturen ved at udelukke børn og unge fra at lære at håndtere våben ser vi derfor hverken som hensigtsmæssigt eller acceptabelt.«

Den holdning betyder nu, at andenbehandling af lovforslaget nu er blevet udsat til forårssamlingen. Jeg er med på, at familier har forskellige måder at gøre tingene på. Vi har som folk, en stolt tradition for at videreføre vores viden og kundskaber til vores børn, så de lærer at fiske, fange og samle forråd til vinteren, festligheder og selvfølgelig til hverdagen. Og det skal vi da fortsætte med. For det er et vigtigt element i vores børns opdragelse at de lærer om vores værdier, traditioner og kultur.

Men spørgsmålet er: Bliver fanger- og jægerkulturen skadet af at børn begynder at lære om håndtering af våben fra de er 12 år gamle? Er det virkelig for sent? Eller er det måske mere passende i forhold til børnenes udvikling mentalt og fysisk?

For der er også noget essentielt i det spørgsmål vi skal tage højde for. Vi har en grim historik med at anvende de selvsamme jagtvåben til at gøre os selv og andre fortræd. Vi har alle mistet et nært familiemedlem, nær ven eller kollega. Jeg mener derfor, at en tilretning af vores måde at omgås vores våben ikke svækker vores fangerkultur. Jeg synes til gengæld, at en stramning vil styrke den, for det vil også være en måde at sige fra overfor den grimme historik. At våben er til jagt. Ikke til at true eller dræbe en anden person.

Sikkerhed bør og skal altid vægte mere, for at beskytte mennesker. Ellers er det en hul undskyldning for at bevare den stolte fangerkultur.