Sermitsiaq-fotojournalist står bag kandidat til Årets Pressefoto

Et billede af demonstration mod USA i Nuuk er blandt fem kandidater til Årets Pressefoto 2025.

Billedet her er blandt 5 kandidater til Årets Pressefoto. Det stammer fra demonstrationen, som fandt sted i marts 2025 på tværs af landet fra Qaanaaq til Tasiilaq og til Nuuk. Demonstrationen endte foran det amerikanske konsulat i Nuuk.
Offentliggjort

Et foto fra Nuuk er med i kampen om prisen for årets bedste pressefoto.

Det står klart, efter Pressefotografforbundet fredag har offentliggjort fem nominerede billeder til prisen.

Blandt de fem er et foto taget af fotojournalist Oscar Scott Carl, som er ansat ved Sermitsiaq.

Billedet er fra den store demonstration mod USA, som fandt sted 15. marts 2025.

Pressefotografforbundet skriver om udvælgelsen af billedet:

"Grønland har været centrum for Danmarks største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig, men udfordringen har også skabt en ny forståelse for grønlænderne herhjemme og ikke mindst en fornyet solidaritet, der formidles i Oscar Scott Carls billede fra en vigtig demonstration i Nuuk."

Fotojournalist: Det var meget rørende at dække den historiske begivenhed

Oscar Scott Carl fortæller, at det betyder meget for ham, at netop det billede er blevet valgt:

- Det var en historisk begivenhed, der fandt sted, og en begivenhed som har sat sig i mange. Det billede er meget kendetegnende for det år, vi havde i Grønland, siger Oscar Scott Carl om nomineringen og fortsætter:

-  Det, at så mange gik på gaden, vidner om stort sammenhold i en tid, som var svær og fortsat er svær for rigtig mange i Grønland. Det var meget rørende at dække, fordi der var så mange mennesker, og man kunne mærke, at der var meget spil, siger Oscar Scott Carl.

Vinderen af Årets Pressefoto afsløres den 6. marts i Den Sorte Diamant i København.

Powered by Labrador CMS