Grindefangst
Sea Shepherd forlader Færøerne – for denne gang
Men miljøorganisationen kommer tilbage til næste år. Retssagen mod otte aktivister er ikke afsluttet endnu
Den internationale miljøorganisation Sea Shepherd har forladt Færøerne i denne omgang. Aktivisterne fra Sea Shepherd har været på Færøerne i tre og en halv måned hen over sommeren for at forhindre grindefangst. Organisationen har allerede bebudet, at den kommer tilbage næste år.
Det kan læses på Facebook-siden 'Sea Shepherd Operation Grindstop 2014'.
I perioden, hvor Sea Shepherd har været på Færøerne, er der blevet fanget 33 grindehvaler. I denne forbindelse blev 14 aktivister anholdt.
Læs: 14 hvalaktivister er anholdt på Færøerne
Seks af dem har fået dom for at forstyrre grindefangsten og er blevet udvist fra Færøerne i et år. Retssagen mod de andre otte er ikke færdig endnu.
Organisationen har fået indrejseforbud
Vicepolitiinspektør Peter Thaysen siger til nyhedssiden in.fo, at 75-95 aktivister har været på Færøerne ad gangen. I alt har der været 300-400.
De færøske myndigheder har været vel forberedt på Sea Shepherds aktion og har fået hjælp af danske specialstyrker, som der blev brug for i forbindelse med grindefangsten, hvor de 33 hvaler blev slagtet på Sandoy den 30. august.
Læs her om, hvorledes Sea Shepherd har generet grindefangsten i år
Specialstyrkerne var også med i to andre grindefangster, men disse blev afblæst på grund af dårligt vejr.
Der har været enkelte sammenstød mellem færinger og medlemmer af Sea Shepherd, men Peter Thaysen siger, at i det store hele og har der været tale om småting.