Savissivik: Fangere ramt af katastrofal indtægtsfald

- Alderspensionister og andre med overførselsindkomster hjælper til med deres få midler for at børnefamilierne kan få noget at spise. Vi har heller ingen hundemad til vores meget vigtige og uundværlige slædehunde, fortæller Ole Kristensen fra Savissivik.

Billedet af Savissivik er fra arkivet. Lige nu er der vintermørke der. - Fangere har ingen jordisk chance for at tage på sæljagt, som normalt ellers er vinterens indtægtsgrundlag, for der mangler havis, fortæller fanger Ole Kristensen overfor Sermitsiaq.AG.

I Savissivik må fangerne stå og se på det åbne hav midt i vinterens tusmørke. De kan ikke sejle ud midt i mørket, og der er ingen vinteris, så de kan heller ikke tage deres hundeslæder ud efter sælfangst.

De har siden starten af november været ude af stand til at forsørge deres familier, og de er ude af stand til at betale deres regninger, men lige så vigtigt for fangerne; de kan heller ikke købe hundefoder til deres meget vigtige hunde. Der er heller ingen kød til hverken mennesker eller hunde.

- Kun takket være, at nogle alderspensionister og andre, der får offentlig hjælp, hjælper lidt til, kan nogle børnefamilier kan få lidt mad.

Ole Kristensen understreger, at de under normale omstændigheder ellers har kunnet klare sig vinteren igennem, og at de før isens forsvinden dermed ikke har haft problemer med at forsørge deres familier og skaffe foder til deres hunde.

Ingen indtægter siden starten af november

Formanden for den lokale fisker- og fangerforening, Ole Kristensen har gjort alt for at opnå bare lidt hjælp fra de offentlige, også igennem deres organisation KNAPK:

- KNAPK har ellers forsøgt at hjælpe os i vores nød. De har på vegne af os gjort selvstyret og Naalakkersuisut opmærksomme på, at vi står i en katastrofal situation, hvor vi er ude af stand til at forsørge vores familier, og vi er ude af stand til at betale vores regninger, fordi vi siden starten af november ikke har haft nogen form for indtægter, fortæller Ole Kristensen overfor Sermitsiaq.AG.

Ole Kristensen fortæller, at de blot har fået et administrativ svar fra departementet for fiskeri og fangst med henvisning til at de skal rette henvendelse til Avannaata Kommunia.

De har derefter rettet henvendelse til Avannaata Kommunia, som igen har henvist til, at de skal stemples som arbejdssøgende for at få offentlig hjælp. Det har de ti fangere, der har erhvervsbevis efterfølgende gjort. Men de fik ikke andet ud af det end at blive stemplet som arbejdssøgende.

Ud over at KNAPK forsøgte at hjælpe fangerne, har fangerne selv også forsøgt at ansøge hos Thulefonden, men der er heller ikke nogen udsigt til hjælp derfra.

Børnetalsmand dybt bekymret

Den katastrofale situation har fået børnetalsmanden til at slå på alarmklokken. Aviâja Egede Lynge henviser ikke blot til Savissivik, men hele Qaanaaq området:

- Flere fangere og deres familier i området omkring Qaanaaq, Siorapaluk og Savissivik er kommet i nød på grund af mange måneders manglende havis og fangstmuligheder. Børnetalsmanden opfordrer Naalakkersuisut til at tage sig af familierne der lider under klimaforandringerne, det skriver børnetalsmanden på sin hjemmeside.

Den manglende havis i den nordligste del af landet har medført at erhvervsfangere i mange måneder ikke har kunnet gå på jagt. Uden havis og jagtmuligheder har fangerne mistet deres eneste indtægtskilde, og det går ud over børnene.

- Vi har at gøre med en nødssituation. Familierne lider stor nød, og det er nået så vidt at nogle familier snart ikke længere kan give deres børn mad. De voldsomme klimaforandringer går ud over hele samfundet, men det er især fangerfamilier med børn der betaler den høje pris for det, siger Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge.

Sermitsiaq.AG arbejder på at indhente kommentarer fra Naalakkersuisut og Avannaata Kommunia om situationen.

Powered by Labrador CMS