Saltvandsindsprøjtning til børne- og ungepsykiatrien
Børne- og ungepsykiatrien bliver styrket med tre millioner kroner årligt.
Forholdene for børn og unge med psykiske lidelser skal forbedres.
- Flere børn og unge har en god mental sundhed, men der findes også en gruppe børn og unge, som ikke har det godt. Disse skal vi have fat på, så de kan blive udredt og få den rette hjælp og støtte.
Sådan lyder det fra naalakkersuisoq for børn, unge, familier og sundhed, Mimi Karlsen i em pressemeddelelse.
Hendes udtalelse kommer efter, at der på finansloven for 2023 er blevet afsat tre millioner kroner årligt til børne- og ungepsykiatrien.
Ventetid på ca. ni måneder
Departementet for Sundhed oplyser, at der er 150 børn og unge i forløb i psykiatrien. Det er forventet, at der vil blive henvist 125 nye per år.
Hertil kommer et mørketal over børn og unge med psykiske vanskeligheder, som endnu ikke er i kontakt med sundhedsvæsenet - de er hverken i forløb eller afventer forløb i psykiatrien.
- Det er vigtigt at vi får fat på disse unge og derfor skal der lokalt igangsættes opsøgende arbejde, så den berørte gruppe kan blive udredt og få tilbudt behandling, siger Mimi Karlsen.
I februar i år oplyste Naalakkersuisut, at der per 1. februar 2022 vil være to psykologer i børne- og ungepsykiatrien, som, udover selvmordsforebyggende samtaler, vil beskæftige sig med udredning af børn og unge for psykiske lidelser. Naalakkersuisut kunne desuden oplyse, at der var indgået en aftale med en psykolog i to perioder af tre ugers varighed i 2022 til at varetage selvmordsforebyggende samtaler.
Ventetiden til ambulant udredning i børne- og ungepsykiatrien er ifølge Departementet for Sundhed cirka ni måneder.