Gennem iskolde elve og et månelandskab

Sammen med sine to sønner vandrede Bo Normander 85 kilometer gennem nogle af de mest øde egne ved Tasiilaq. Oplevelserne skal nu bruges i næste udgave af hans bog om Grønlands smukkeste vandreruter, hvor Østgrønland for første gang skal med.

Mittivakkat-gletsjeren og smeltevandssøen var blandt de landskaber, der mødte Bo Normander og hans sønner på den 85 kilometer lange vandring.
Offentliggjort

Vandet er grumset og iskoldt og når Bo Normander et godt stykke op ad lårene.

For hans yngste søn når det endnu højere.

Vandet er grumset og iskoldt og når Bo Normander et godt stykke op ad lårene.

For hans yngste søn når det endnu højere.

Under fødderne skifter bunden mellem fast sand og noget, der minder om kviksand, og badesandalerne har de måttet opgive, fordi de bliver suget fast i den bløde bund.

Med rygsækkene på bevæger far og to sønner sig derfor barfodede gennem smeltevandet i en bred gletsjerelv fra Mittivakkat-gletsjeren i fjeldlandet vest for Tasiilaq i Østgrønland.

Bo Normander med sønnerne Johan og Eskild under den fem dage lange vandring ved Mittivakkat. Turen får topkarakteren fem på hans egen skala over vandreruters sværhedsgrad.

Foran dem venter flere hundrede meters krydsning, afbrudt af sandbanker, hvor de kortvarigt kan komme op af vandet.

Kulden bider så hårdt i benene, at det gør ondt, og gennem det uklare vand kan de ikke se, hvor dybt det næste skridt bliver.

- Der var et par gange, hvor jeg virkelig måtte hjælpe min yngste søn og holde fast i ham, så han ikke gik i panik, fortæller Bo Normander.

Ét skridt ad gangen kæmper de sig videre gennem strømmen, indtil alle tre står på den anden side. Først dér kommer lettelsen.

Bo Normander siger nærmest undskyldende til sønnerne, at næste ferie ikke skal være lige så hård.

- Næste gang skal vi på charterferie, svarer den ældste prompte.

Replikken falder med et glimt i øjet efter flere dage i den østgrønlandske vildmark.

Men turen er heller ikke nogen almindelig familieferie. Bo Normander har taget sine to sønner med på den omkring 85 kilometer lange vandring rundt om Mittivakkat for både at give dem oplevelsen af at være på egen hånd i den næsten uberørte arktiske natur og for selv at samle ny viden om en del af Grønland, han ikke tidligere har besøgt.

Østgrønland skal med i bogen

Et fredeligt syn – men en barsk passage. Krydsningen af elven blev en af turens største udfordringer for Bo Normander og hans to sønner.

Professionelt har turen et konkret formål. Bo Normander er forfatter til blandt andet Naturguide Grønland og Turen går til Grønlands smukkeste vandreruter. I den nuværende udgave af vandreguiden er Vest- og Sydgrønland med – men ikke Østgrønland. Det vil han ændre på i næste udgave.

- Formålet er selvfølgelig oplevelserne, men det var også, at jeg gerne ville udbrede kendskabet til Østgrønlands natur og den storslåede vildmark, der er i Østgrønland, siger Bo Normander.

Her var der ingen sti at følge. Bo Normander og hans sønner måtte finde vej gennem et landskab fyldt med store sten og klippeblokke.

Researchen fra turen skal bruges både i Naturguide Grønland og i næste udgave af vandreguiden, hvor planen er at få Østgrønland med. Det gælder ikke kun den krævende tur rundt om Mittivakkat, men også mere tilgængelige vandringer omkring Tasiilaq som Blomsterdalen og Sømandsfjeldet.

Og der er stor forskel på turene. I Normanders vandreguide vurderes sværhedsgraden fra et til fem. Turen rundt om Mittivakkat placerer sig helt i toppen.

- Den er helt klart en femmer.

Alene i vildmarken

Bo Normander havde selv planlagt den omkring 85 kilometer lange rute. Den er ikke markeret og er kun beskrevet i en gammel vandreguide fra 1995.

På det meste af turen kan du ikke se, at der har været mennesker

- Bo Normander

Derfor var moderne GPS og downloadede offline-kort på telefonen kombineret med gamle papirkort en del af oppakningen. Mobilsignal kunne de ikke regne med.

Det meste af tiden var der heller ingen stier at følge.

- På det meste af turen kan du ikke se, at der har været mennesker.

I stedet måtte de aflæse landskabet: fjeldpassene, søerne og terrænets former. Kun én gang gik det for alvor galt, da nogle fodspor lokkede dem ind på en forkert rute. Den endte brat ved en dyb kløft, hvorfra det ikke var muligt at fortsætte.

Mittivakkat-gletsjeren var omdrejningspunktet for den fem dage lange vandring, der førte Bo Normander og hans sønner gennem et afsides område ved Tasiilaq.

De måtte gå tilbage og finde en anden vej gennem passet.

For Bo Normander var netop fraværet af mennesker en del af pointen med at tage sine to sønner med.

Et kort over vandreruten, og hvor familien Normander slog lejr.

- Jeg ville gerne vise mine børn, hvordan det er at være alene i vildmarken. Helt ude i den uberørte natur, hvor man er overladt til sig selv.

Alt skulle derfor bæres med. Telt, mad, tøj og sikkerhedsudstyr lå i rygsækkene. Selv bar han omkring 16-17 kilo, mens sønnernes oppakning var lettere.

Og så var der riflen. Risikoen for at møde en isbjørn var lille, men reel, og derfor havde familien lånt et våben i Tasiilaq. Heldigvis kom isbjørnen aldrig.

Til gengæld kom andre prøvelser.

Som at gå på månen

Nogle dage stod solen højt på en skyfri himmel, mens myg og små fluer sværmede omkring dem. Andre steder måtte de klatre og balancere mellem enorme klippeblokke.

Men én del af turen står særligt tydeligt tilbage hos Bo Normander.

Efter at gletsjeren har trukket sig tilbage, har den blotlagt et goldt og næsten livløst landskab. Sand og grus ligger i store moræner mellem kæmpemæssige klippeblokke, og hvor isen tidligere dækkede jorden, breder der sig nu et råt terræn næsten uden vegetation.

- Det var ligesom at gå på månen.

I timevis bevægede de tre sig gennem det nøgne landskab. Rundt om dem lå grus, sand og klippestykker efterladt af isen, mens Mittivakkat-gletsjeren og den klare smeltevandssø rejste sig som en markant kontrast til det grå og golde terræn.

Midt i det golde landskab tager en af Bo Normanders sønner et hvil på en enorm klippeblok – efterladt i terrænet, hvor gletsjeren har trukket sig tilbage.

- Det var meget specielt. Det har jeg ikke oplevet på den måde før.

Vil sætte fokus på Østgrønland

For Bo Normander rækker turen samtidig ud over den personlige oplevelse.

Han håber, at bøgerne og fortællingerne fra turen kan få flere til at opdage en del af Grønland, som han mener alt for få kender.

- Jeg vil gerne give mit bidrag til at sætte et positivt fokus på Tasiilaq og Østgrønland, så Østgrønland ikke bliver glemt.

Det er ikke nødvendigvis den 85 kilometer lange ekspedition, alle skal begive sig ud på. Området byder også på langt lettere dagsture.

Der var stort set ingen afmærkede stier på ruten rundt om Mittivakkat. Bo Normander og hans to sønner måtte derfor navigere gennem det øde fjeldlandskab med GPS og kort.

Men for dem, der bevæger sig længere ud, venter den natur, der gjorde størst indtryk på Bo Normander: de spidse fjelde, gletsjerne, isfjordene – og et goldt landskab, hvor isen har trukket sig tilbage og efterladt sporene efter enorme naturkræfter.

- Det er en arktisk natur, som er uberørt og meget rå. Man kan se, hvordan gletsjerne gennem tusinder af år har formet landskabet.

Abonnement

For at læse videre skal du være abonnent! Log ind

Sermitsiaq.gl - web artikler

  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pr. måned kr. 59.00
  • Pr. år kr. 650.00
KØB ABONNEMENT

Kære Læser, Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland. For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset. Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold. Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.

Powered by Labrador CMS