S: Institutioner kan bare ikke omdannes

Siumuts Martha Lund Olsen er ikke begejstret over, at Naalakkersuisut har omdannet Imarsiornermik Ilinniarfiks bygning i Paamiut til en skole for unge handicappede

Siumuts Martha Lund Olsen, kandidat til Inatsisartut-valget, er ikke begejstret over, at Naalakkersuisut har omdannet Imarsiornermik Ilinniarfiks bygning i Paamiut til en skole for unge handicappede. Foto: Privat

Det er ikke så nemt at omdanne en institution til en anden institution.

Sådan lyder det fra Siumuts Martha Lund Olsen, kandidat til Inatsisartut-valget, til Demokraternes Palle Christiansen, fungerende naalakkersuisoq for uddannelse.

Det sker, efter Imarsiornermik Ilinniarfik i Paamiut til sommer flytter til Nuuk, og at uddannelsesstedet i den forbindelse bliver omdannet til en skole for unge handikappede.

- Jeg tror ikke på at, de bygninger, som de maritime uddannelser efterlader, er velegnet som en skole for de handicappede unge, skriver Martha Lund Olsen i en pressemeddelelse.

Sår tvivl om beslutninger
Hun giver en eksempel på, da en institution blev omdannet til en andet institution.

- Najugaqarfik Elisibannguaq i Maniitsoq er en tidligere skole for udviklingshæmmede børn, som blev omdannet til en institution for udviklingshæmmede voksne. Skolen er ikke velegnet som bolig, hvor man skal bo resten af sit liv, ligesom mange andre døgninstitutioner ofte har været bygget til andre formål og er endt med at blive døgninstitutioner for omsorgssvigtede børn og handicappede, forklarer Martha Lund Olsen.

Siumut-politikeren tvivler på, at der har været grundig undersøgelse, før Naalakkersuisut besluttede sig for at omdanne institutionen i Paamiut til noget andet.

- Er der taget højde for, at det vil være nødvendigt, at de fleste er uddannet inden for det socialpædagogiske område? Hvorfor kan der ikke bygges nye bygninger, der er egnet til formålet? Er der taget hensyn til de handicappede? Hvilke fordele er der for de handicappede, at der skal være efterskole eller skole for unge i Paamiut? spørger Martha Lund Olsen Palle Christiansen om.

Powered by Labrador CMS