Rigsmøde i Nuuk kommer i kølvandet på kritik af samarbejdet
Det årlige rigsmøde afholdes i skyggen af flere sager om dårligt samarbejde mellem Danmark og Grønland.
I begyndelsen af juni skal det årlige rigsmøde ifølge Sermitsiaq.AG´s oplysninger afholdes i Nuuk. Mødet afholdes kort efter flere sager, der har skabt utilfredshed i Grønland med samarbejdet med Danmark.
Normalt deltager statsministeren fra Danmark, formanden for Naalakkersuisut og Færøernes lagmand ved det årlige rigsmøde, som sidste år fandt sted på Færøerne.
Mette Frederiksen skal få dage forinden rigsmødet besøge USA´s præsident Joe Biden 5. juni. Sermitsiaq.AG forsøger at få en kommentar fra Múte B. Egede om, hvorvidt han skal være med til mødet i USA, og om indholdet på det kommende rigsmøde.
Det har fredag ikke været muligt for Mute B. Egede at stille op til interview på grund af travlhed.
Problematiske sager
Men der bliver uden tvivl rigeligt at tale om ved rigsmødet i Nuuk, da Naalakkersuisut den seneste tid har udtrykt utilfredshed med den danske regering i en række sager.
Det drejer sig om udnævnelsen af en arktisk ambassadør, hvor regeringen ikke udpegede en person fra Grønland som ellers ønsket af Naalakkersuisut.
Múte B. Egede har også kritiseret den danske regering for at være fodslæbende i forhold til at få sat gang i udredningen af spiral-sagen.
Helt overordnet mener Naalakkersuisut-formanden, at samarbejdet med den relativt nye SVM-regering er dårligere end med den tidligere rent socialdemokratiske regering. Ifølge Múte B. Egede stiller Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen sig i vejen for et bedre samarbejde.
På den anden side har Naalakkersuisut også et udestående med Danmark i forhold til, at Naalakkersuisut har bedt om hjælp til sundhedsvæsenet, og den anmodning er der endnu ikke kommet et officielt svar på - i hvert fald ikke et som er meldt ud offentligt.